Med FEI-dyrlægen på job

08-05-2015 16:33

Dyrlæge Liselotte Larsen fra HS Hestepraksis ved Ikast/Skjern arbejder i disse dage som FEI dyrlæge i forbindelse med stævnet – og hvad er det så dyrlægen laver?

Copyright Ridehesten.com
FEI dyrlæge Liselotte Larsen er på job i Odense.

FEI dyrlæge Liselotte Larsen holder et vågent øje med springbanen og opvarmningen under det internationale stævne JBK Horse Festival Odense sponsored by ECCO. Det er hendes opgave, lynhurtigt at træde til for at hjælpe, såfremt en hest kommer til skade inde på banen. Hun har også til opgave at behandle evt. skader og sygdomme som opstår under konkurrencerne.
Herhjemme har vi et par håndfulde, veluddannede og vidende dyrlæger, som er godkendte af det internationale rideforbund til at kunne behandle heste under internationale konkurrencer. Ved JBK Horse Festival er det dyrlæge Hans Schougaard, som er udpeget af FEI (FEI delegeret) han har det overordnede ansvar for at alt hvad angår sygdom, behandling mv. foregår efter reglerne, mens det er Liselotte, som er antaget af stævnearrangørerne til at udføre det praktiske arbejde omkring behandlingen af hestene. 

Vet.check
Inden hestene får adgang til at starte ved stævnet skal de igennem en veterinærkontrol, et vet.check, hvor den FEI delegerede dyrlæge vurderer hestens sundhedstilstand.
- Hvis Hans Schougaard finder, at en af hestene ikke er helt i orden, måske let halt, så går den i holdingbox. Når hesten placeres der, kan jeg så visitere hoven, mærke på hestens ben, og se den mønstret. Herefter rapporterer jeg tilbage til Schougaard, som så vurderer om han vil se hesten igen senere. Beslutter han sig for, at hesten kan deltage i stævnet, så er det også vores opgave at holde lidt ekstra øje med den under konkurrencerne, fortæller dyrlægen.
Desuden kommer der til stævnet en hel tredje dyrlæge for at lave dopingkontrol. Han tager stikprøver ud samt tester de topplacerede heste.
Undervejs i stævnet så er det Liselotte Larsen, der står for det praktiske arbejde med at behandle skader og sygdom. Såfremt hestene får nogle mindre sår og skrammer, som dog kræver behandling, kan dyrlægen i hvert enkelt tilfælde vurdere, om hesten kan fortsætte i konkurrencerne efter behandling. Det sker dog udelukkende, såfremt skaden eller sygdommen, som en smule diarre eller lidt øjenbetændelse, ikke betyder noget for hestens præstation.
- Vi er her også såfremt der sker en ulykke på banen, derfor skal vi skal være her ved banen hele tiden under konkurrencerne.
Og det er også Liselotte, som tager sig af heste med fx kolik eller heste der ligger fast i boksen og får en skade, og det betyder, at hun kan tilkaldes til staldende døgnet rundt.
- Der er god kontrol med hestene, og man er godt sikret, når man har hestene med til internationale stævner, for man kan altid få noget hjælp fra dyrlægerne. Når man bliver udnævnt til FEI dyrlæge er det også en garanti for, at vi er gode behandlere og at vi kender medicinreglerne, understreger dyrlægen.
 
Fire år på job
- Jeg har været FEI dyrlæge i fire år, og jeg har i den periode ikke oplevet større uheld, de er heldigvis sjældne. Jeg var med ponylandsholdet til EM i Frankrig, og der måtte jeg hjælpe mine svenske kolleger med behandlingen af de svenske landsholdsponyer, der var syge ved ankomsten til stævnepladsen, og krævede noget væsketerapi.
Dyrlæge Liselotte Larsen har en mobil senescanner, og den kommer i anvendelse, såfremt rytteren har mistanke om hesten har fået en seneskade eller der er en skade på vej. – Ved at scanne hestene kan rytteren træffe et informeret valg om, hvorvidt hesten skal trækkes fra konkurrencerne, og hvilken behandling der evt. skal sættes i gang.
Dyrlæge Liselotte Larsen nyder at være afsted til stævner. - Man får talt med mange ryttere og samtidig er de ryttere vi har tilknyttet klinikken naturligvis også glade for, at jeg er på pladsen, såfremt de har behov for hjælp til hestene eller et godt råd, slutter hun.

Kilde: JBK Horse Shows.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner