Lær din hest at overvinde sin egen frygt

26-07-2016 13:36

Vi kender det alle sammen, man er ude og ride en tur på sin hest, og så får den pludselig øje på en ko eller noget usynligt i krattet, og her står i så og kommer ikke videre – hvad gør man?

Copyright Ridehesten.com

Alle hesteejere har prøvet at strande halvvejs hjemme fra en ridetur i naturen på ryggen af en hest, der er skræmt fra vid og sans, eller også er man slet ikke så heldig at komme så langt som til at nå afsted på sin ridetur, før end hesten bliver skræmt og ikke vil gå længere – men hvad gør man så?

Nøglen er at holde hovedet koldt. Du må for alt i verden ikke komme op og slås med din hest i denne situation, men bevar selv roen og overblikket. Som oftest er det eneste, der kommer ud af en kamp med hesten, at den bliver yderligere ophidset og blot danser forvildet rundt om sig selv. Det er heller ikke vejen frem at bruge vred stemmeføring eller pisk for at drive hesten afsted, da dette i sidste ende blot forstærker den dårlige oplevelse hos hesten. Hvis den udover at blive bange for koen også bliver straffet, forbinder den snart hele oplevelsen med noget skidt.

Når du rider frem imod det farlige sted, objekt eller dyr, er det derimod vigtigt, at du slapper af i din egen krop og holder benene ved hesten, så den ikke føler, at de kan hoppe eller træde til siden. Ros hesten og berolig den når du nærmer dig faren. Hvis det er en ung hest, er det vigtigt, at du giver hesten den tid, som den har brug for, før den er klar til at overkomme sin egen frygt.   

Når du fornemmer at hesten slapper mere af, så kan du igen bede den om at gå frem, her er det vigtigt, at du trods alt rider hesten bestemt frem og på den måde påtager dig førerrollen. Tænk dog grundigt over, hvor langt du bør presse din hest, det skal gerne ende med en god oplevelse for jer begge. Det er selvfølgelig vigtigt at medregne, at hesten også blot kan være stædig eller på tværs, og altså ikke decideret bange – hvilket typisk kan være tilfældet hos ældre heste. Her kan du uden problemer presse lidt mere på og kræve noget af din hest. 

Kilde: Horsetalk

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner