Kroniske sår og bakterielle biofilms betydning

06-05-2017 07:48

Sårheling på hesteben er ofte kompliceret og langsommelig. Nyeste forskning tyder på at bakterielle biofilm er medvirkende til dette

Copyright Ridehesten.com

Sår på kroppen af heste heler langt bedre end bensår. Der er lavet mange undersøgelser af dette fænomen, og en af de ting der spiller ind og giver dårlig sårheling på hestes ben er en nedsat blodgennemstrømning og dermed en ringere tilstrømning af hvide blodlegemer. De hvide blodlegemers funktion er at rydde op i såret. Den oprydning, der skal ske efter en sårskade, er bl.a. at alt dødt væv og bakterier skal fjernes af immuncellerne, først efter denne oprydning kan produktion af nyt sårvæv og sidehen arvæv foregå planmæssigt. Formindsket tilstrømning af hvide blodlegemer og for langsom oprydning i såret giver anledning til langsommelig eller ophørt sårheling.

Bakterielle biofilm påvirker sårhelingen negativt

Hos mennesker ved man at bakterielle infektioner med dannelse af biofilm påvirker sårhelingen negativt. Biofilm er således en af årsagerne til, at patienter med diabetes har meget svært ved at hele deres fodsår. Diabetespatienter ar ligesom hesten et nedsat immunforsvar i forhold til sårhelingen, og dette giver grobund for at tro at biofilm også kan være til stede i hestes bensår og påvirke helingen dårligt. Indtil videre er dette meget lidt undersøgt hos heste.

I den første del af Elin Jørgensens forskningsprojekt har hun undersøgt vævsprøver fra sår og fundet flere og større biofilm i kroniske bensår fra heste end i andre typer sår.

Nysgerrig? Læs meget mere om Elin Jørgensens forskningsprojekt i denne måneds udgave af magasinet Ridehesten

Info

Biofilm er klumper af bakterier. Når bakterierne på denne måde forskanser sig, bliver de meget svære at bekæmpe både for immunforsvaret og for antibiotika. Den bedste måde ved at bekæmpe biofilm på er ved direkte at fjerne biofilmen ved at skære bakterierne væk, altså ved kirurgisk oprensning af såret. Antibiotika har normalt ingen effekt overfor biofilminfektioner i sår og bør derfor undgås. Der undersøges mange andre mulige behandlingsmetoder, om end intet endnu viser god effekt.
Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner