Cecilia Lindahl
Kravene til rytterens korrekte opstilling er ikke opstået fordi, det skal se pænt ud, eller fordi der er tradition for, at sådan skal en rytter sidde. Den korrekte opstilling er i stedet grundlag for, at rytteren kan følge hestens bevægelser mest optimalt, og derfor er den korrekte opstilling også en forudsætning for, at rytteren rider i balance og harmoni med hesten.
Kan man sidde uden spændinger og i balance med hesten, så giver man hesten den bedste mulighed for at forstå rytterens signaler. Og samtidig giver det hesten mulighed for at vise sit fulde potentiale i gangarter såvel som i øvelser.
Opstillingens betydning
Udgangspunktet er, at rytteren sidder lodret i det dybeste punkt i sadlen. Ryggen skal være rank uden at være spændt, og rytteren skal sidde lige på sine sædeben. Men også rytterens smidige hånd og korrekte håndstilling er et meget vigtigt grundlag for at opnå det optimale samspil med hesten. En forkert håndstilling vil altid have en negativ indvirkning på den måde, hesten bevæger sig på.
Det begynder med skulderen
Det er meget vigtigt, at du er afslappet i begge skuldre, når du rider. Dette kan du kontrollere ved at fylde brystkassen med luft, så mærker du, at skuldrene går op. Når du efterfølgende puster ud, mærker du, at skuldrene sænker sig. Her sidder du i den rigtige position, og skuldrene er på plads.
Det er en stor fejl at trække skuldrene op og ride med strittende albuer. Det er nemlig tegn på, at rytteren ikke er tilstrækkeligt afslappet og smidig, og resultatet bliver altid en hård og ufølsom hånd.
Armene
Rytterens arme skal hænge naturligt og afslappet ned langs kroppen med en let bøjning i albuen og håndleddet. Hånden og armenes vægt skal bæres af hestens sug på tøjlen, og man skal kunne holde balancen uafhængigt af tøjlen.
Man må ikke glemme albuerne ind mod kroppen, da det giver spændinger. - Hånden må heller ikke knuge om tøjlen, i stedet holdes let på tøjlen med hånden en lille smule åben, fortæller Hasse Hoffmann i sin bog: Dressur med hjerte og forstand.
Som en støddæmper
- Rytterens krop skal fungere som støddæmperen i en bil, kroppen skal blive en fjeder, der kan stramme til og give efter. Det er alle rytterens led, der giver efter eller strammer til, når der er behov for det. Det gælder først og fremmest om, at man sidder rank, men afslappet, fortsætter han.
Tøjlehjælpen
Når man rider med trense, tager man fat om tøjlen, så den er placeret imellem lillefinder og ringfinder og kommer ud af hånden, så den ligger ud over pegefingrenes andet led med tøjleenden faldende ned til højre. Tøjlerne skal være lige lange og ikke drejede. Hænderne skal være lukkede, men ikke knugende, og tommelfingeren, som skal være let bøjet, skal trykke tøjlen let ned imod pegefingeren for at forhindre, at tøjlen rutsjer ud af hånden. Hænderne skal holdes på højkant, og så højt over hestens mankepart, at rytterens underarm, tøjle og hestens mund danner en lige linje. Afstanden mellem hænderne afhænger af, hvor bred hestens hals er, for også set oppefra skal tøjlerne danne en lige, ubrudt linje til hestens mund.
Tøjlehjælpen står i øvrigt aldrig alene, den fungerer i et samspil med andre hjælpere - vægthjælp(sæde) og schenkelhjælp.
Brug ikke tøjleindvirkningen for kraftigt
For at hesten går sikkert og tillidsfuldt frem til biddet, kræver det, at rytteren tilbyder hesten en rolig, stabil kontakt. At rytteren er i stand til at holde sine hænder, så de er elastiske og uafhængige af rytterens opstilling, er et væsentligt kendetegn på en god rytter. Der eksisterer den fejlagtige tendens, at rytteren bruger tøjleindvirkningen alt for kraftigt, hvilket i praksis betyder, at rytteren bruger hænderne alt for meget og samtidig indvirker for lidt med sæde, vægt og schenkler.
Det er de fremaddrivende hjælpere i kombination med rytterens hånd, som bestemmer i hvilken ramme hesten skal bevæge sig.
