Kongerne højt til hest

12-05-2015 12:19

Mød historiens danske konger og deres heste i Christiansborg Slots sommerudstilling

Copyright Ridehesten.com
Foto: pressefoto

Mens Dronningens hvide køreheste får en velfortjent sommerferie på græs, vender historiens særlige kongeheste tilbage til deres tidligere hjem i De Kongelige Stalde på Christiansborg Slot. Det sker, når årets sommerudstilling sætter spot på de helt særlige bånd, der historisk set har været imellem de danske konger og deres heste.

- Hestene har altid båret kongerne frem og gjort det muligt for dem at komme ud til folket. Et af de nyeste eksempler på en rigtig kongehest er Christian 10.s Rolf, der bar kongen på hans legendariske rideture gennem København under besættelsen. Men Rolf er kun én i en lang række af legendariske kongeheste. Resten kender vi i dag næsten kun fra malerier og rytterstatuer, fortæller kulturmedarbejder Olene Bergman.

I udstillingen ser vi, hvordan Christian 5.s rytterstatue funkler som spritny, belagt med det pureste bladguld. Vi hører en million danskeres vilde jubel, når Christian 10. med rank ryg og bredt smil ridder ud i Københavns gader på sin yndlingshest Rolf i anledning af sin fødselsdag. Og vi følger den sidste sagnomspundne hvidfødte frederiksborgerhest, Arrogant, efter Frederik 8.s kiste.

Kongerækken til Hest
Udstillingsperiode: 13. juni til 7. august 2015
Åbningstider
Juni: 13.30-16
Juli: 10-17
August: 13.30-16

Dronningens hvide køreheste er i udstillingsperioden på sommergræs.

De Kongelige Stalde
Ved ridebanen bag Christiansborg ligger De Kongelige Stalde, der er en af de ganske få kongelige stalde, som stadig findes i Europa. Det imponerende staldanlæg blev bygget i 1740’erne og er i dag hjemsted for de heste og kareter, som kongehuset bruger til karetkørsel ved særlige lejligheder som nytårskur, bryllupper og statsbesøg.

Vidste du, at?
Christian 5. avlede heste i alle tænkelige farver og red dagligt seks heste trætte.

Frederik 7.s yndlingshest hed Perle og blev udstoppet efter sin død.

Christian 7. var en eminent rytter, der elskede de hæsblæsende parforcejagter, hvor ryttere med hunde forfulgte store kronhjorte til de segnede af udmattelse.

Christian 10. og hans hest Rolf mødte næsten en fjerdedel af den danske befolkning, da de red ud på fødselsdagen i 1940.

Kilde: pressemeddelelse

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner