Hestefolde på Christiansborg Slot

03-07-2013 08:30

Signe Wiese

Først på efteråret venter et helt nyt syn alle dem, der kommer forbi Ridebaneanlægget på Christiansborg Slot: Hvide heste på folde, omgivet af smukke, lyse 1700-talsbygninger. Hestene i De Kongelige Stalde får nemlig adgang til fri luft i langt højere grad end hidtil

Copyright Ridehesten.com

Styrelsen for Slotte og Kulturejendomme etablerer over sommeren hestefolde på Ridebaneanlægget på Christiansborg. Således får hestene adgang til fri luft og motion på fold.

Hegn om ridebanen
Over sommeren vil der blive bygget et hegn rundt om selve ridebanen og to indhegnede hestefolde tættest på rytterstatuen, samtidig med at der kommer nyt grusunderlag. Ved samme lejlighed fornys dræningen og vandingsanlægget. Arbejdet forventes færdigt, når hestene kommer tilbage fra sommergræsning i begyndelsen af september 2013.

Frederiksberg Slots springvand
Springvandet midt på ridebanen bliver flyttet. Det stod oprindeligt på Frederiksberg Slot og kom først til Ridebaneanlægget omkring 1850. Springvandet bliver overdraget til Forsvarets Bygnings- og Etablissementstjeneste, der står for driften af Frederiksberg Slot.

Eneste bevarede del af det første Christiansborg
Ridebaneanlægget er i dag den eneste bevarede del af det første Christiansborg Slot fra 1740’erne. De Kongelige Stalde er en del af Ridebaneanlægget og de er hjemsted for de heste og kareter, der bliver brugt ved festlige begivenheder i Kongehuset. Til dagligt bliver hestene trænet på ridebanen og i Københavns gader.

Ridebanen er altid åben. De Kongelige Stalde har åbent dagligt fra kl. 13.30-16 (oktober – april: lukket mandag).

Læs mere om Ridebaneanlægget på www.christiansborg.dk

Pressemeddelelse

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner