Klampenborg aflyser den 15. april.

07-04-2006 00:00

Britt Carlsen

Der bliver ikke galop i Klampenborg lørdag den 15. april. Sådan lyder dommen efter en grundig inspektion af baneforholdene fredag eftermiddag, hvor Klampenborgs Baneudvalg bestående af trænerne Brian Wilson, Søren Jensen og Lars Kelp sammen med Dansk Galops direktør Peter Knudsen, baneforvalter Søren Bechmann og direktør Tom Christensen undersøgte hele anlægget og fandt det sikkerhedsmæssigt uforsvarligt allerede at afvikle årets første løbsdag om otte dage. ”Der var fuld enighed blandt samtlige deltagere i inspektionen om, at det ikke kan lade sig gøre at gennemføre premieren. Græsset har taget så alvorlig skade af den lange og strenge vinter, at det mange steder på banen er helt dødt, så vi har taget konsekvensen og aflyst løbsdagen”, siger Klampenborgs direktør Tom Christensen. ”Græsset er slet ikke kommet frem endnu og banen vil være helt uforsvarlig at ride på. Den trænger virkelig til en masse sol og en behandling med vertikalskæring og slamsugning. Vertikalskæringen kan dog ikke finde sted før banelegemet er i bedre stand, og det er derfor umuligt at forbedre den nuværende situation før vi har haft vedvarende tørvejr i nogle døgn”, uddyber træner Brian Wilson, der ligesom sine kollegær og alle andre omkring Klampenborg naturligvis er ærgerlige over den udsatte premiere, men hestene og rytternes sikkerhed vil altid komme i første række på Danmarks hovedstadsbane. Propositionsændring Aflysningen af løbsdagen den 15. april betyder at hele den planlagte løbsdag overføres til lørdag den 22. april, hvilket gør at propositionerne til andendagen helt annulleres. ”Vi starter nu helt fra scratch igen, og der genanmeldes til vores første løbsdag på tirsdag med efterfølgende starterklæring 2. Påskedag - mandag den 17. april”, slutter Tom Christensen.

Kristine Ulsø Olsen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Kristine Ulsø Olsen