Thomas Bach Jensen
I hesteverdenen er Kjeld Kirk Kristiansen afholdt og respekteret. Han er én af de mennesker, der har formået at gøre en stor forskel i den danske hesteverden - i avl og sport. Hans to stutterier Ask og Blue Hors repræsenterer med to topmoderne hingstekollektioner nogle af verdens førende blodlinjer indenfor avlen af hhv. spring- og dressurheste og har i løbet af deres femten års virke bidraget til at højne standarden i den danske ridehesteavl. I sporten har særligt Kjeld Kirk Kristiansens dressurheste markeret sig særdeles stærkt. Stutteri Blue Hors har indkøbt hestemateriale i verdensklasse, som har kvalificeret sig til OL i 1996, 2000 og 2004 med Lars Petersen og Andreas Helgstrand. Andreas Helgstrand er storfavorit til at kvalificere sig igen til OL i 2008 med en Blue Hors hest. Kjeld Kirk Kristiansen har på utallige områder haft stor betydning i den danske hestesport. Ikke mindst har han ydet en betydelig kapitaldonation til Danmarks Nationale Hestesportscenter, Vilhelmsborg, der er til uvurderlig glæde for en bred skare af brugere. Ridehesten gratulerer med fødselsdagen.