Camilla Tiefensee Schrøder
Anne Troensegaard og den 7 år gamle trakehnervallak Kipling e. Hofrat/Hohenstein (opdrættet og ejet af Peter Christensen) har med deres mange flotte resultater i den grad gjort sig bemærket i det tyske trakehnerforbund.
Efter den flotte bronzemedalje ved årets UVM i Ermelo blev Anne og Kipling derfor inviteret til at optræde ved årets Trakehner Hengstmarkt, der i disse dage løber af stabelen i Neumünster. De skal optræde i gallashowet senere i aften – et spektakulært show i samme størrelsesorden som gallashowet ved hingstekåringen i Herning.
– Det er en stor ære, at de vil se Kipling. Han har gjort et meget stort indtryk i det tyske trakehnerforbund. Mange har skrevet til mig, at de synes han er en virkelig fantastisk hest, og at de er glade for, at den repræsenterer deres forbund, siger Anne Troensegaard.
Kronen på værket
Ekvipagen får en særlig ærefuld plads i showet, eftersom de skal ride på banen som de allersidste. I fem minutter indtager de scenen helt alene, hvor de skal ride et frit program foran over tusind mennesker.
– Vi skal vise det bedste, vi kan. Der er et lille pres, og det kilder lidt i maven. Vi håber, vi kan leve op til det, men jeg er overbevist om, at han er helt klar, siger den danske rytter og tilføjer:
– Det kan også være, han lægger nogle ekstra øvelser ind. Han kan nogle gange nogle ting, som man slet ikke vidste eksisterede, griner hun.
– Han er så dygtig.
Ekvipagen var faktisk også blevet inviteret til at deltage i Trakehner Hengstmartks 7-års championatsklasse, men det takkede de pænt nej tak til.
– Vi har lige redet på Blue Hors i weekenden, og hvis vi skulle have nået championatet, skulle vi have kørt allerede torsdag. To weekender i træk er lidt for meget, siger Anne Troensegaard, som både i år og sidste år fik en flot andenplads ved Blue Hors-championaterne, begge gange slået af Severo Jurado Lopez fra Helgstrand Dressage.
Landsholdskaliber
Anne Troensegaard har været en del af den danske dressurscene i rigtig mange år, og med Kipling har hun en makker, der kan gøre hende en del af landsholdstruppen igen.
– Hvis jeg skal nå at komme på landsholdet igen, skal det være med Kipling. Jeg ved, han kan gøre det – der er tre år til OL, siger Anne Troensegård.
Hun og Kipling indtager scenen foran det tyske publikum i aften klokken 22.30. Der er desværre ingen officiel livestreaming fra gallashowet.