Trine Askjær-Jørgensen
Clydesdalehesten er en af de mest imponerende og majestætiske racer indenfor hesteverdenen. Den er alsidig og nyder at arbejde og være sammen med sine mennesker. Racen er eminent til både ridning, kørsel, terapi samt den mere traditionelle brug såsom pløjning og tømmertræk. Samtidig er den lige så blid og kærlig, som den er stor.
Den globale bestand af clydesdaleheste er opgjort til færre end 5.000 individer, hvilket gør, at racen er klassificeret som truet og har brug for hjælp, hvis den skal overleve. Det lave antal individer har resulteret i en lang række udfordringer med blandt andet fertilitet, høj føldødelighed, neurologiske og kroniske sygdomme og generelt dårlig sundhed. Det har resulteret i betragteligt lavere gennemsnitlig levealder for racen. Med kun fire genetisk differentierede blodlinjer tilbage på verdensplan er det fremtidssikrede avlsarbejde svært og omkostningstungt, men nødvendigt hvis racen skal reddes.
Foreningen Clydesdale Danmark arbejder med analyser og sundhedsdokumentation i forhold til afstamning, vidensudveksling med avlsforbund fra andre racer og globalt indenfor clydesdale-regi, globalt samarbejde med anerkendte dyrlæger og øvrige eksperter indenfor genetik, avl og sundhed.
Clydesdale Danmark er at finde på Store Hestedag 2026 den 5.-6. september i Roskilde, hvor flere clydesdaleheste er repræsenteret, og hvor alle kan komme tæt på hestene, se og røre dem, opleve deres smukke udstråling, deres fine hovskæg og deres kæmpe hove samt få en god snak med ejerne omkring racen.
Kom og oplev denne unikke race
Du vil med garanti også tabe dit hjerte til den store, blide kæmpe og forstå endnu bedre, hvorfor foreningen arbejde er så vigtigt. På Store Hestedag gør også andre truede hesteracer, som foreningen samarbejder med, og som du også kan hilse på og komme tæt på, clydesdalen selskab.
Foreningen Clydesdale Danmark har brug for al den hjælp og støtte, de kan få, så den imponerende og blide kæmpehest kan overleve.
Læs mere om Store Hestedag-arrangementet.
/Pressemeddelelse