Anna Pørtner
Den amerikanske Grand Prix-rytter Codi Harrison har dannet par med DV-vallaken Katholt's Bossco e. Blue Hors Don Schufro/ Michellino (opdr. Finn Kristensen) siden 2015, og sammen har de haft stor succes på de internationale dressurbaner. Nu er tiden dog kommet til, at den 18-årige vallak skal pensioneres fra stævnebanerne, det skriver Eurodressage.
Den røde DV-vallak er født i 2007. Hans karriere startede allerede tidligt, da han gik følchampionat på Blue Hors som helt lille. Et par år senere stillede han til forbesigtigelse og blev efterfølgende fremstillet til hingstekåring i Herning som 3-års, hvorefter han blev kastreret.
Som 4-års gik Bossco Dansk Ride Forbunds unghestechampionat inklusiv mellemrunden samt egnethedstest under den daværende Blue Hors-rytter Maria Anita Andersen. Her kvalificerede han sig til Dansk Varmblods Unghestechampionat i Herning, hvor han i marts 2012 var til start.
Som 5-års deltog Bossco i UVM-udtagelsen i Middelfart med Maria i sadlen, samt gik DRF's unghestechampionat, hvilket han gjorde igen som 6-års. I 2013 blev det tilmed til deltagelse i World Breeding Federation for Sport Horses VM for unge dressurheste i Verden, hvor Bossco og Maria repræsenterede DV og de rød-hvide farver.
Efterfølgende har Bossco ligeledes været til start under en anden tidligere Blue Hors-rytter, nemlig berider Allan Grøn. Med både Maria Anita og Allan har vallakken på dansk jord gået op til MA/ Prix Sct. Georges, inden han blev solgt til den daværende ungrytter Codi Harrison i USA. Ifølge Codi kæmpede parret sig igennem ungrytterklasserne, og hun havde aldrig troet, at Bossco ville blive hendes nye Grand Prix-hest, men det lykkedes dem altså.
I 2023 repræsenterede parret USA ved Pan American Games i Santiago, Chile, hvor de vandt holdguld og endte på en individuel sjetteplads i kür. De afsluttede 2023 med at vinde US Grand Prix Champions. I 2024 konkurrerede parret for sidste gang med to femtepladser ved CDI i Wellington, hvorefter den røde DV-vallak blev pensioneret fra sporten.
– Mens han stadig føltes glad for at arbejde og var i god form, begyndte hans alder at indhente ham, udtaler Codi til Eurodressage, og fortsætter: – Han nyder stadig at arbejde, og jeg underviser sommetider andre ryttere på ham. Han bliver hos mig og fortsætter med at arbejde let og nyder at blive forkælet, indtil han fortæller mig, at han er klar til at blive pensioneret helt. Og når den tid kommer, vil jeg finde ham den største, grønneste mark, hvor han kan blive pensioneret, fortæller Codi.
Kilde: Eurodressage.