Jytte Lemkow fylder 80 år

14-04-2023 16:53

Lørdag den 15. april fylder den tidligere internationale dressurdommer og ankerkendte dressurskribent, Jytte Lemkow, 80 år

Copyright Ridehesten.com
I anledning af Københavns 800-års jubilæum i 1967 deltog Jytte Lemkow i damesadel i det historiske optog igennem København i rollen som Dronning Margrethe I. Foto: Politikken
Nyheden fortsætter efter annoncen

Jytte Lemkow har, fra hun var syv år gammel, haft stor glæde af heste og af at ride. Hun var aktiv rytter, indtil hun som 67-årig kom ud for en alvorlig rideulykke, som satte et brat punktum for hendes livs store glæde som rytter.

Hun så for førte gang dressur ved de Olympiske Lege, da det i 1960 blev afholdt i Rom. Som 25-årig blev Jytte Lemkow med dispensation dansk dressurdommer og blev som 33-årig verdens yngste, internationale dressurdommer og dømte i en 30 år lang karriere i 30 lande fordelt på seks kontinenter.

Copyright Ridehesten.com
Nicole og Pernille Siesbye overrækker her ledsaget af HKH Prinsesse Benedikte Lis Hartels Mindepris til Jytte Lemkow under DM i dressur 2014. Foto: Ridehesten.com/Jørgen Bak Rasmussen

Efter hun havde rapporteret hjem om ridedisciplinerne ved OL 1972 i München, blev hun kontaktet af Hippologisk Tidsskrift og kom således for 50 år siden til at skrive for Danmarks største hestemagasin, der senere kom til at hedde Ridehesten i avl og sport. Hun var uddannet reklametegner, men blev som skribent kendt for sin karakteristiske, skarpe pen. 

Jytte var for første gang til ridestævne i Aachen som 13-årig pige i 1956, og hun har været tilbage ved det internationale ridestævne 55 gange siden. Blandt de første store mesterskaber, hun dømte, var OL 1980 i Moskva. Sideløbende med sin dommergerning har hun journalistisk dækket utallige internationale mesterskaber, heriblandt OL 1996 i Atlanta , 2000 i Sidney, 2004 i Athen, 2008 i Hongkong, og privat til OL 2012 i London.

Copyright Ridehesten.com
Jytte Lemkow fanget under et DM i dressur på Broholm. Foto: Ridehesten.com/Jørgen Bak Rasmussen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Jytte Lemkow skrev som helt ung en bog om lipizzanere og den Spanske Rideskole i Wien, som hun havde et indgående kendskab til. Hendes sprogkundskaber har hjulpet hende vidt omkring, og hun har til brug for den danske rideinstruktøruddannelse oversat de to bøger fra tysk: Den klassiske Grunduddannelse af Rytter og hest bind 1+2. Hendes største værk som skribent er Kyra Kyrklunds bog ”Dressur med Kyra”, som Jytte var den skrivende kraft bag. Bogen har været en international succes og blev oversat til seks sprog.

Jytte Lemkows dommervirke og ihærdige pen er igennem årene bemærket og værdsat af mange. Hun har modtaget Dansk Ride Forbunds ærestegn, Dressurudvalgets “Gyldne spore”, ligesom hun i 2014 blev tildelt Lis Hartels Mindepris. 

Herfra skal der lydige et stort tillykke med 80 år den 15. april 2023.

Copyright Ridehesten.com
Som skribent for Dressurens Venner følger Jytte Lemkow med sit skarpe blik hvert år danmarksmesterskabet i dressur. Foto: Ridehesten.com/Jørgen Bak Rasmussen

 

 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner