Justitsministeren skal i samråd om de 16 vanrøgtede ponyer

04-06-2017 15:05

Marie Helene Rigård Rohleder

I påskeferien fandt Dyrenes Beskyttelse 16 vanrøgtede ponyer. Justitsministeren er kaldt i samråd på tirsdag om politiets håndtering af sagen. Samtidig mener politikommisær fra Næstved politi, at de ikke kunne have gjort mere 

Copyright Ridehesten.com
Til venstre ses Mowgli da han bliver overdraget til Hesten Håb, og til højre ses Mowgli en måned senere. Foto: Hestens Håb

Snabelhove, hårløse pletter, grimer som er vokset ind i hovedet og totalt udmagrede ponyer. Det var det syn, som ramte Dyrenes Beskyttelses udsendte i april 2017. Politiet tilkaldes, og 8 ud af de 16 vanrøgtede ponyer overdrages til Dyrenes Beskyttelse. 

Indehaver af hesteinternatet Hestens Håb, Anja Kjeldberg, modtager de 8 ponyer den 12 april, og den 26 april ankommer tre mere fra samme gård på Lolland. Herefter begynder mange ugers intensiv pleje og et langvarigt arbejde for smeden, der beskærer ponyernes snabelhove hver fjortende dag. 

Copyright Ridehesten.com
Smeden måtte beskære snabelhovene over flere omgange. Foto: Hestens Håb

Politiet kendte ejeren
Ifølge BT har Sydsjælland- og Lolland-Falsters politi kendt ejeren og hans hestehold længe. Sidste sommer blev to af hans ponyer aflivet på grund af vanrøgt. Politikommissær Johannes Skree-Lassen fra Næstved politi oplyser til BT i april, at politiet vurderede, at der ikke var grundlag for at frakende ejeren retten til at have dyr, og ejeren fik lov til at beholde de resterende ponyer.

Politikommissær Johannes Skree-Lassen fra Næstved politi mener ikke, at politiet kunne have gjort mere i sagen. Han oplyser samtidig, at manden ikke har flere heste på gården.

– Vi har jo ikke ret til at komme rendende ind i folks private stalde, medmindre vi har en rigtig god begrundet mistanke,  siger Johannes Skree-Lassen

– Og det var ikke en god nok grund, at samme mand fik aflivet to ponyer i sommers på grund af vanrøgt?

– Nej det er ikke grund nok, for det kan jo være en enkeltstående situation, der har medført det, siger Johannes Skree-Lassen.  

– Så du mener ikke at politiet kunne have gjort mere i sagen?

– Nej, ikke lovligt. Vi har altså ikke hjemmel til at komme og kigge i folks lader uden begrundet mistanke, siger Johannes Skree-Lassen.

Ponyerne er i bedring
Hestens Håb ender med at aflive én af hopperne, fordi hun har skæve ben, lange snabelhove og smerter, hver gang hun går. De resterende ponyer klarer skærene, og en anden af hopperne foler et velskabt føl et par uger senere.

– Rent fysisk har de det godt alle sammen. De er ikke helt affældet, og der er stadig noget beskæring af hovene tilbage. Men de har taget godt på, og vigtigst af alt har de fået livsmodet igen, siger Anja Kjeldberg, indehaver af Hestens Håb.

Justitsministeren kaldt i samråd om sagen
På tirsdag den 6 juni skal justitsminister Søren Pape Poulsen (K) i åbent samråd omkring en række spørgsmål om dyreværnssager og dyrepoliti stillet af Dansk Folkeparti. Dyrevelfærdsordfører Karina Due (DF) vil åbne ballet med at spørge om ministeren mener, at politiets håndtering af sagen med de 16 vanrøgtede ponyer, er tilfredsstillende.

Herefter skal ministeren også forholde sig til spørgsmålet, om Danmark skal have et reelt dyrepoliti, hvilket længe har været en kær kæphest for Dansk Folkeparti.

Tid, tålmodighed og tillid
Tilbage på Hestens Håb sidder Anja Kjeldberg stille i boksen hos en af ponyerne. Med en god portion tålmodighed, roligt kropssprog og godbidder venter hun på, at den skræmte pony forsigtigt stikker mulen frem.

– Mange af ponyerne tror jeg simpelthen ikke har været i hænder. I starten var der nogle som slet ikke viste interesse for os, og så er det svært at overbevise dem om, at de har det godt her. To af hopperne er stadig meget angste for alting, men de fleste af ponyerne gør små fremskridt hele tiden og bliver mere tillidsfulde for hver dag, der går, siger Anja Kjeldberg. 

Til sidst håber Anja Kjeldberg på, at samrådet med justitsministeren vil sætte fokus på politiets håndtering af dyreværnssager og forhåbentlig styrke indsatsen.

Copyright Ridehesten.com
De to billeder til venstre viser ponyen Perle, som hun så ud i starten. Billedet til højre viser Perle en måned efter. Foto: Hesten Håb

Ridehesten følger op på sagen. 

Se samrådet om dyreværnssager på Folketingets TV på tirsdag kl. 11.15.  Se dagorden for samrådet her 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner