Annika Knudsen Lorentsen
59-årige Jørgen Hallundbæk, en af verdens største opfindere, er død i søndags.
Han efterlader sig hustru Marianne Hallundbæk og deres to børn, 23-årige Emil og 22-årige Clara. Ridehesten har talt med Marianne, som fortæller historien om manden, der havde mange bolde i luften og som hun beskriver som noget helt specielt.
Jørgen var en ener og en mand, som Marianne mødte til et militarystævne i 1993 i Knuthenborg, hvor han selv var til start. Her startede deres bekendtskab og Jørgen luftede sine idéer og tanker omkring sit afgangsprojekt fra Danmarks Tekniske Universitet. Jørgen var uddannet civilingeniør.
Jørgen startede sit liv som iværksætter som ganske ung. Tilbage i 1994 startede han firmaet Welltec sammen med Marianne helt fra bunden. Weltec laver fjernstyrede robotter til olieindustrien, og Marianne opsagde tilbage i 1994 sin bankstilling, for at gå ind i firmaet sammen med Jørgen.
Parret startede firmaet helt fra nul, og de levede under små kår, dog prioriterede de altid at have råd til at have en hest hver. Jørgens første hest var en fuldblod fra Klampenborg Galopbane, som han brugte til jagt og military. Den hed Barbaberelle, og han bar altid et billede af den hest i sin pung.
Igennem sit iværksætterliv har Jørgen indsendt intet mindre end 3663 patentansøgninger og fået 1550 patenter registreret. Gennem sit firma Welltec revolutionerede Jørgen olieindustrien ved banebrydende nytænkning.
Det første patent kom i 1996, som var prototypen på den første robot i Welltec. Gennem hele forretningslivet brugte han Helle Rude Dragsted fra Dragsted Partners til at styre sine patenter.
Jørgen solgte for år tilbage en del af Welltec til den italienske familie Agnelli, der blandt andet er stifter af Fiat og ejer Ferrari-fabrikkerne mm.
Welltec gjorde Jørgen til en forretningsmæssig succes, og han har altid ejet mere end 50 procent af virksomheden. I juni 2021 kom der et bud på Jørgens ejerandel, og han valgte at tage i mod og sælge det sidste af sit livsværk. Han ville gerne havde tid til at afprøve nye ideer og tanker, som han brændte for at få gennemført.
Et liv med heste
Jørgen Hallundbæk havde hele sit liv en passion for heste, og han har selv været aktiv rytter med flere internationale starter bag sig. Han ville af hele sit hjerte sporten. Det er særligt gennem sine børn, Clara og Emil, at han har været en aktiv del af sporten de senere år. Begge har begået sig på den helt store scene internationalt, hvor de fortsat jævnligt leverer topresultater til springstævner rundt omkring i verden.
Særligt målet om OL for sønnen Emil stod højt på Jørgens ønskeliste. Emil var så dygtig, at han sikrede Danmark pladsen til OL i Tokyo for første gang i 16 år. Det er ikke sket siden, at Thomas Velin var til OL i Athen. Det var en stor skuffelse for Jørgen, da Emil alligevel ikke kom til OL i Tokyo, som håbet.
Familien Hallundbæk har haft deres danske base på den store hesteejendom Haregabgaard, som er beliggende ved Esrum i Nordsjælland. Ejendommen købte de den 1. september 1999, hvor de startede renovering og væltede det gamle stuehus. Det nye hovedhus, som Jørgen selv havde tegnet ned til mindste detalje i barokstil, var færdigt i 2002, mens stalden og den særlige ridebane med glastag og fuld kælder stod færdig i 2011.
Jørgen selv brød sig ikke om at gå i jakkesæt, og det første han gjorde efter arbejde var at tage jeans og blød sweater på og gå en tur rundt om gården.
Selvom Jørgen rejste meget og var væk hjemmefra, så var han altid 200 procent til stede, når han var hjemme med familien.
En overgang har familien haft base i udlandet, herunder Belgien, og datteren Clara Hallundbæk er fortsat bosiddende i Belgien, mens sønnen Emil Hallundbæk er flyttet tilbage til Danmark i sommeren 2021, hvor han nu driver sin egen forretning med heste fra familiens gård, Haregabgaard.
Hustruen Marianne fortæller, at familien er meget taknemmelig for den støtte og store kærlighed, de har modtaget fra hestefolk i hele verdenen siden Jørgens død:
– Det er meget rørende. Jørgen led af en psykisk sygdom, som han kæmpede med i mange år. Det var den indre dæmon, som Jørgen til sidst ikke kunne holde for døren. Jørgen gik aldrig på kompromis. Heste dem elskede han til det sidste...
Æret være Jørgen Hallundbæks minde.
Begravelsen finder sted torsdag den 20. januar kl. 11.00 i Vinderød Kirke, Kirkevej 13, 3300 Frederiksværk.