Anna Pørtner
Longines Global Champions Tour og Global Champions League fortsætter deres stime af stævner i denne weekend, hvor turneringen gæster tyske Riesenbeck International. Her er fem danske ryttere til start, hvoraf tre af dem deltager i de prestigefyldte Global Champions Tour og Global Champions League-klasser.
I dag gjaldt det holdkonkurrencen Global Champions League, hvor både Andreas Schou og Caroline Rehoff Pedersen skulle i ilden. For sidstnævnte blev det til et par bomme rundt på banen i dag, men for Andreas Schou var sagen en helt anden.
I sadlen på sin tidligere OL-makker, den 14-årige hingst Darc de Lux e. Darco/ Contender red han nemlig på banen som start nummer 26 ud af i alt 51 starter i den 5-stjernede 150 cm-klasse, som var anden del af holdkonkurrencen. Her lagde Andreas Schou maksimalt pres på sine konkurrenter, da han og Darc de Lux fløj over målstregen fejlfrit i tiden 75,18 sekunder, hvilket rakte til en suveræn fjerdeplads i dagens konkurrence.
– Darc var som altid top forsigtig og han ville bare, at vi skulle have en topplacering i dag. Jeg er stolt af, at han er kommet så stærkt tilbage og bare leveret hele sæsonen efter sin skade sidste sommer, fortæller Andreas Schou efter dagens konkurrence.
Det betyder altså at holdkonkurrencen for 11 afdeling af LGCT-turneringen er afsluttet, og Andreas Schous hold Basel Cosmopolitans ligger altså på en foreløbig sjetteplads med 162 point efter alle 11 afdelinger. Ligeledes rider Zasha Nygaard Lill for Basel Cosmopolitans, mens Caroline Rehoff Pedersen er blevet en del af Stockholm Hearts, der for nuværende ligger på en 15. plads. Holdkonkurrencen føres af Valkenswaard United, der troner med 231 point.
I morgen gælder det den individuelle konkurrence, Longines Global Champions Tour, hvor 40 ekvipager skal ud i den 160 cm høje Grand Prix-klasse. Her kæmper de om vigtige point til ranglisten, hvor Andreas Schou lige nu ligger som nummer to. Det bliver altså spændende i morgen, hvor nogle af verdens dygtigste springryttere tørner sammen i kampen om vigtige point.
Stævnet i Riesenbeck er det 11. ud af i alt 16 stævner i den prestigefyldte turnering. Næste gang skal rytterne til New York, som allerede er i næste uge fra den 19.-21. september.
Se det flotte ridt fra Schou og Darc de Lux i klippet herunder: