Modelfoto.

18-årige "Simone" startede for otte år siden på en rideskole, hvor hun oplevede at blive forskelsbehandlet: – På rideskolen oplevede jeg, at der generelt blev set meget forskelligt på elevskoleryttere og privatryttere. I mine i alt fem år på rideskolen nåede jeg selv at være begge dele, så jeg har tydeligt mærket at være ude i kulden for så derefter at komme ind i varmen, fortæller "Simone" til magasinet Ridehesten.

"Simone" fortæller, at de børn, der havde egen hest på rideskolen, praktiserede en form for klikedannelse, hvor ryttere uden egen hest ikke var velkomne: – Det var tydeligt at mærke, at vi uden egen hest ikke var gode nok til at være med i de andres fællesskab. Vi var simpelthen ikke seje nok, husker Simone, der aldrig helt forstod, hvorfor rytterens ejerskabsforhold til hesten havde så stor betydning: – Jeg ville jo bare gerne dele min interesse for heste og ridning med de andre børn, og om de havde egen hest eller ej, syntes jeg ikke havde nogen betydning. Der kan selvfølgelig være nogle emner, som man som hesteejer helst vil vende med andre, der også selv har hest, det har jeg fuld forståelse for. Men derfra og så til at gå til at man slet ikke vil have noget med alle dem at gøre, som rider på elevheste, er der langt.
 

Magasinet Ridehesten sætter i et lille tema i sit aprilnummer fokus på det faktum, at mobning findes i flere af landets rideklubber og stalde - ligesom i alle andre fritids- og ungdomsmiljøer. Her kan du læse hele  "Simones" historie, ligesom vi også sætter fokus på, hvordan rideklubber og stalde håndterer problemet. Hvad har de af redskaber – og hvordan bruger de dem?