Irsk sejr i Keops Grand Prix

18-05-2008 17:49

Britt Carlsen

Det blev til sejr til irske Niall Talbot efter en forrygende spændende omspringning i Keops Grand Prix i Bernstorffsparken – og Charlotte Lund forsvarede de danske farver med Andante

Det var igen i dag lagt op til hestefest i Bernstorffsparken, der tog imod et tusindtalligt publikum på den afsluttende dag med Keops Grand Prix. Hele 13 ryttere formåede at ride banebygger Olaf Petersens teknisk udfordrende bane fejlfrit og heriblandt hele tre danskere: Charlotte Lund/Andante, Andreas Schou/Corratus og Torben Frandsen/Alcamo Vogt. Desværre pådrog Alcamo Vogt sig en skade i landingen efter den sidste forhindring, så Torben Frandsen kom ikke til start i omspringningen. Alcamo Vogt havde ellers sprunget særdeles overbevisende med luft til bommene, men meldingen fra stalden inden omspringningen var klar: Alcamo Vogt blev i stalden. Andreas Schou havde en forrygende hovedspringning med den 8-årige avlshingst Corratus, der sprang stort og fejlfrit. Da Andreas galoperede Corratus mod startlinien i omspringningen snurrede hingsten rundt og nægtede at gå frem mod første forhindring, der var placeret væk fra indgangen. Andreas forsøgte på flere måder, stille og roligt at lokke hingsten frem, men nej. Andreas måtte klappe Corratus og skridte ud. Naturligvis var Andreas Schou ærgerlig over han ikke fik muligheden for at vise hingstens format endnu engang, men han glædede sig over den flotte hovedrunde. Det var derfor helt op til Charlotte Lund at forsvare de danske farver. Hun har her i vinter redet Andante, der tidligere har været redet af Tina Lund. Charlotte og Andante har fundet ind i et rigtig godt makkerskab, og Andante er tydeligvis meget tilpas med sin nye rytter. Hun kvitterede ved at springe hovedspringningen fejlfri, og i omspringningen var Charlotte og Andante næsten to sekunder hurtigere end vinderen, men desværre faldt der en bom. Det gav Charlotte Lund og Andante en 7. Plads i Keops Grand Prix. Vinder blev den irske rytter Niall Talbot og Tequi d’i, i lighed med fem ryttere red han en fejlfri runde i omspringningen og han standsende tidstagningsanlæget på 43,28 sekund, mod Carl Curtis/Panacee 43,71 sekund. Svenske Niklas Arvidsson og VDL Empire kom ind på tredjepladsen.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner