Ingen problem med sædtransport over grænsen

17-03-2020 13:26
Avl

Malene Munk fra Euro Hingste Sæd bekræfter, at al sædtransport over grænsen fortsat forløber upåvirket – begge veje

Copyright Ridehesten.com
Sædcellerne vrimler over grænsen mellem Danmark og Tyskland og holder hesteavlen i gang. Foto: Shutterstock.
Nyheden fortsætter efter annoncen

Hos Euro Hingste Sæd på Rømø er sædforhandler Malene Munk de seneste dage blevet kontaktet af mange hesteavlere og reproduktionsdyrlæger, der savner en afklaring på, hvor vidt hingstesæden stadig kan transporteres problemfrit over den dansk/tyske grænse.

– Efter regeringens udmeldinger i søndags er mange blevet i tvivl om, hvorvidt de stadig kan få sæd fra f.eks. Holland eller Tyskland over grænsen til Danmark eller den anden vej, fortæller Malene Munk, der har været i løbende kontakt med GLS de seneste dage.

Hun har fortsat fået sædbestillinger hver dag, og sædforsendelserne er hver dag modtaget rettidigt og uden udfordringer. Også i dag.

Nyheden fortsætter efter annoncen

– Alt kører fortsat upåvirket. Bilerne er kommet til tiden og helt uden forsinkelse, så det er rigtigt positivt, fortæller Malene Munk, der selv har modtaget en kæmpe opgradering af sit i forvejen store lager af frostsæd i dag.

– Indtil videre er der som sagt ingen problemer med den daglige godstransport, men jeg skulle alligevel have vedligeholdt mit lager af frostsæd, så jeg har fået en forsendelse af sæd fra både nye og gamle hingste, slutter Malene fra Rømø.

Blue Hors’ avlsleder Martin Klavsen bekræfter, at det indtil videre er gået problemfrit med at sende sæd over grænsen, og således har det ikke været noget problem for hingstestationen at servicere kunderne syd for Danmarks grænse.

– Vi har også lige sendt store forsendelser af frostsæd afsted til bl.a. England og USA helt problemfrit, og avlssæsonen er virkelig ved at være godt i gang. Vi har allerede en del gæstehopper til inseminering – og selvfølgelig er en del af dem til Vivaldi, fortæller Martin Klavsen fra bilen på vej hjem fra 10-dages observationstest, hvor Blue Hors' tre unghingste netop har indfriet deres avlsgodkendelse for Dansk Varmblod og fortsætter få dage endnu for også at have godkendt prøve til udlandet.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner