I 2032 afholdes OL i Australien

21-07-2021 13:41

Den australske by Brisbane skal være vært ved sommer-OL i 2032. Det har Den Internationale Olympiske Komités (IOC) medlemmer bestemt på et stormøde onsdag.

Copyright Ridehesten.com

Brisbane blev officielt indstillet til værtskabet af IOC’s bestyrelse 10. juni i år, og nu er det altså endegyldigt besluttet, at den australske by skal byde atleter fra hele verden velkommen om 11 år.

Der har ikke været meget kamp om værtskabet. Brisbane var således den eneste by, der var indstillet til værtskabet i 2032, og afstemningen onsdag var en ren formalitet.

Infrastrukturen findes allerede
Mumbai i Indien, Jakarta i Indonesien, Doha i Qatar, Madrid i Spanien og det tyske Ruhr-distrikt er blandt de byer og områder, der tidligere har bejlet til at blive OL-vært i 2032.

Brisbane ligger på den australske østkyst og huser godt 2,3 millioner indbyggere. Brisbanes plan for at afholde OL indebærer blandt andet, at 84 procent af de bygninger og faciliteter, der skal bruges, allerede eksisterer eller vil være midlertidige. Derfor skal man ikke opføre en masse nye byggerier, som man ellers ofte ser i de byer, der afholder OL.

Sommer-OL om vinteren
Det bliver anden gang i dette århundrede, at en australsk by skal være vært ved OL. I 2000 var Sydney vært for sommer-OL, der formelt set afholdes om vinteren på den sydlige halvkugle. 

Brisbane bliver i 2032 den tredje by i Australien, der lægger by til sommer-OL. Det bliver det tredje sommer-OL, der afholdes i Australien. I 1956 var Melbourne vært, mens Sydney i 2000 som sagt lagde by til den store sportsbegivenhed.

I Tokyo bliver OL 2020 efter planen skudt i gang fredag. I 2024 er Paris vært, mens Los Angeles i USA er vært for legene i 2028.

/ritzau/

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner