Astrid Ø. Sørensen
Jan Pedersen fyldte den 3. januar 70 år. Dagen blev fejret i dag, lørdag den 11. januar, med medlemmer, forretningsforbindelser, venner og familie ved en hyggelig fødselsdagsreception i hovedbygningen på Vilhelmsborg. Dansk Varmblods formand og præsident for WBFSH har gennem sit 30-årige formandskab for DV og sine 25 år på posten som præsident for WBFSH skabt relationer og venskaber på tværs af landegrænser. Det bemærkede alle syv talere, der også roste Jan for hans rummelighed og den naturlige venlighed, som er en del af hans væsen. Flere fortalte, at de havde overvejet, om nu ikke Jan Pedersen var for flink til de udfordrende poster, men erkendte samtidig, at Jan er lykkedes med at tage velovervejede beslutninger. Det har sammen med hans fremsynethed betydet, at både Dansk Varmblod og WBFSH er kommet styrket gennem de seneste 25–30 år med ham på lederposten.
Der var hestefolk fra nær og fjern ved receptionen, og debatten og samtalerne gik livligt i de smukke lokaler på Vilhelmsborg. Stemningen var positiv og munter, og mange kunne glæde sig over gensyn med bekendte fra andre landsdele eller udlandet. Omkring 100 gæster var forbi Dansk Varmblods sekretariat på Vilhelmsborg for at lykønske formanden og nyde godt af lidt lækkert til ganen fra Restaurant Unico.
Det var forbundets næstformand Per Springborg, som åbnede talerrækken på vegne af DV's hovedbestyrelse. Han roste bl.a. Jan for at være en stor medvirkende årsag til at samle hestebranchen. Han roste også Jan for at være rolig i tilspidsede situationer og for at kunne tale med alle. Han bemærkede også, at det er formandens sidste periode i spidsen for forbundet, da Jan har meddelt, at han ikke er på valg i 2026. – Det bliver svært at finde en efterfølger på posten, sagde Per Springborg bl.a., da han takkede Jan for den store indsats for hele hestebranchen.
Blandt talerne var også Bent Neergaard, som huskede tilbage på de mange tiltag, som de sammen har fået iværksat til gavn for avlen og sporten. At der i dag er afstamning og opdrætter på alle heste på start- og resultatlister ved stævner nationalt og internationalt skyldes ikke mindst Jan Pedersens samarbejde med Rideforbundet i det internationale rideforbund, FEI, bemærkede han.
– Du har præget hestesporten og sat Dansk Varmblod på verdenskortet, sagde Bent Neergaard bl.a. i sin tale til Jan.
Jan er gift med Bodil Marie Toftdal Pedersen og sammen har de tre døtre; Mathilde, Julie og Kristine. De tre kvinder gik på talerstolen og holdt en forrygende tale til deres far, hvor de lavede en afkomsvurdering af hans tre ”guldmedaljeafkom”. – Du har givet os et stærkt udgangspunkt for at finde en god balance og lært os frihed under ansvar og givet os mental styrke, lød det derudover fra døtrene. Foruden de tre døtre er Bodil og Jan bedsteforældre til otte børnebørn.
Det blev Nadine Brandtner, general manager i WBFSH, som talte på vegne af de udenlandske gæster. Hun har arbejdet sammen med Jan de seneste otte år og oplever ham som en fantastisk mentor og en skattet ven. – I 25 år har Jan været i spidsen for WBFSH, og han har båret denne organisation gennem mange forandringer og i udfordrende tider – og han har ledet WBFSH til at vokse som organisation, der er anerkendt verden over i industrien. Han har gjort det med roligt overblik, demokrati, udholdenhed og visioner, sagde Nadine bl.a.
Den tidligere formand for Norsk Varmblod, Alf Kjetil Andresen, fortalte, at han var både ydmyg og taknemmelig over, at deres samarbejde, som formænd i skandinaviske avlsforbund, har udviklet sig til et nært og godt venskab, som han sætter stor pris på.
Hingsteholder Niels Grøndahl har kendt Jan, siden de var børn. Han talte nært og personligt til Jan om det venskab, som nu har strukket sig over årtier. Om de op- og nedture, de har oplevet sammen og den sparring, de fortsat har med hinanden. Små anekdoter fandt vej ind i talen til morskab for gæsterne. Og Niels sluttede med at understrege, hvor stor værdi, han tillægger deres venskab.
Det blev forbundets tidligere næstformand Bodil Hellmers, som sluttede talerækken. Det gjorde hun med et digt – og med ordene: – Vi har været enige om mange ting, men også uenige, der er et ordsprog, som siger: Når to mænd/kvinder i en virksomhed altid er enige, er den ene overflødig – vi var ikke overflødige.
Det var fødselaren selv, som afsluttede talerækken ved at takke de mange fremmødte samt takke for de mange flotte gaver, og så talte han med vid og humor om det at blive ”gammel”.
– Jeg får tit spørgsmålet om fremtiden; hvad er din plan, hvor kunne du tænke dig at flytte hen, hvor længe bliver du ved med hestene, når I sælger gården, har I overvejet ollekolde? Vi kunne ikke tænke os at flytte, og vi er ikke i nærheden af et liv uden heste eller uden Dansk Varmblod. Selvom det ikke vil være som formand, vil jeg altid have Dansk Varmblod og hestene i mit liv, sagde Jan Pedersen bl.a. i talen, som blev fulgt at taktfulde, stående klapsalver.