Hvorfor og hvordan skal hesten have elektrolytter?

25-07-2019 12:01

Temperaturen minder om dem, man oplever sydpå, og din hest sveder massivt, når du rider. Hvad gør du, når træningen er slut? Mange vælger at give hesten et  tilskud elektrolytter, men selvom det kan være en god idé, skal det gøres med omtanke

Copyright Ridehesten.com
Elektrolytter kan gøre mere skade end gavn, hvis man ikke bruger dem korrekt. Derfor skal du bruge elektrolytterne med omtanke.

Heste er dyr, som taber elektrolytter hver dag uanset om vejret er sydtropisk eller mere ligner noget, man oplever på nordpolen. Selvom hesten har fridag, vil den alligevel miste elektrolytter, og det betyder, at den kan komme til at mangle elektrolytter, hvis men mister flere end den optager igennem en periode.

Hvis hesten først er kommet i en mangeltilstand, kan det tage uger og til tider måneder at rette op på det, så derfor er det en god idé at forebygge, at hesten kommer til at mangle elektrolytter. For mange vil det betyde, at en hårdt arbejdende konkurrencehest, skal have elektrolytter hver dag, mens en hest i mere moderat træning ikke nødvendigvis behøver dem på daglig basis. For mange elektrolytter kan nemlig også give hesten problemer.

Hvis du giver din hest for mange elektrolytter, vil den forsøge at udskille den via nyrene, da den dermed prøver at holde kroppens saltindhold i balance. En hest, som virker som om, den ikke kan slukke sin tørst, kan være ramt af, at den har fået for mange elektrolytter.

Hvordan virker elektrolytterne?
Elektrolytter er sammensat af natriumklorid og kaliumklorid og ofte også calciumcarbonat. I de fleste foderblandinger, er der tilsat elektrolytter, og i mange tilfælde vil almindeligt fuldfoder og hø være nok til at dække den let arbejdende hests behov.

Hestens tab af elektrolytter hænger tæt sammen med, hvor meget den arbejder samt, hvor varmt det er. En liter hestesved indeholder 3,5 gr. Natrium, 6 gr. Klorid, 1,2 gr. Kalium og 0,1 gr. Calcium. Ofte får en en hest udfodret 25 – 100 gr. elektrolytter dagligt. På en varm sommerdag vil en gennemsnitlig hest i moderat konkurrence svede 15 ltr. sved, hvad der svarer til et tab på 160 gr. elektrolytter. Det vil sige, at alt efter, hvor mange elektrolytter hesten får tildelt, vil det ofte tage op til flere dage for hesten at genoptage de elektrolytter, den har tabt. Hvis man blot gv hesten så mange elektrolytter, som den har tabt, vil den ofte ikke æde dem og hvis den gør, vil den efterfølgende blive så tørstig, at den drikker så massivt, at den skyller elektrolytterne ud med urinen.

Det er langt mere almindeligt med for få elektrolytter i blodet end det er, at hesten har fået for mange elektrolytter. For mange elektrolytter kan føre til alvorlige tilstande som forværring af mavesår hos hesten.

Hvordan skal jeg give min hest elektrolytter?
Det er ikke hensigtsmæssigt at give hesten elektrolytter koncentreret i en træningsperiode eller på en konkurrencedag. I stedet skal du give din hest elektrolytter løbende og regelmæssigt – så sker der ikke noget ved, at den måske mangler elektrolytter en enkelt dag. Du bør konsultere din dyrlæge, hvis du er i tvivl om, hvilke elektrolytter samt hvilken mængde, der passer til din hest.

Kilde: Gærum Dyreklinik

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner