Thomas Bach Jensen
Vi bringer her en artikel, der blev publiceret i Magasinet Ridehesten 10/2020:
Hvad er ridelighed egentlig? Bedømmelse af hestenes ridelighed er kompleks. Det er ikke alene et spørgsmål om, hvorvidt hesten ”opfører sig ordentligt” på banen. Bedømmelsen inddrager flere elementer så som gålyst, opmærksomhed på rytteren, accept af hjælperne og korrekt reaktion på rytterens hjælpere, og ikke mindst, at hesten er smidig og funktionel.
Berider Bjarne Nielsen har i en årrække været gennemgående dommer ved forbundets Egnethedstester. Et job han også har ved dette års Egnethedstester i dressur sammen med Vicky Nortvig og Rune Willum.
Han forklarer: – Den helt korte definition på ridelighed er: Hestens evne og vilje til at reagere på rytterens anvisning. Og bagved dette ligger en masse observationer, som vi erfaringsmæssigt ved, er grundelementerne for at skabe en ridbarhest.
Eksteriøret påvirker hestens ridelighed
Hestens bygning vil alt andet lige påvirke dens ridelighed. Bjarne forklarer: – Hvis en unghest er meget overbygget, vil den komme til at gå meget på forparten (bære en stor del af sin egen og rytterens vægt på forparten, red.), og dermed kommer den til at gå med en meget lav holdning. Den over byggede hest vil også have vanskeligt ved at bære sig selv og træde ind under sig i afkortningerne. Det vil også udløse en lavere ridelighedskarakter. Omvendt vil vi naturligvis heller ikke se heste, der er for rejste i halsen i forhold til deres alder og uddannelsestrin, understreger Bjarne. Netop det, at hesten er i stand til at arbejde over ryggen, er helt væsentligt for vurderingen af hestens kvalitet og for dens uddannelse.
– De heste, vi kalder for benflyttere, hvor ryggen står stille, og de blot bevæger benene, det er heste, som mangler elasticitet, og det gør uddannelsen til et større slid for rytteren såvel som for hesten.
Smidighed er vigtigt for en god ridelighed
Det kan være svært at forstå, hvorfor de flinke heste, som reagerer på rytterens hjælpere, går upåvirket rundt på banen, accepterer rytterens hånd, tager lidt større skridt i øgningerne og korter traven ned igen, ikke i alle tilfælde honoreres med en høj ridelighedskarakter.
– Den flinke hest, som reagerer på rytterens hjælpere, kan få 7 til 7,5 for det. Og her skulle man måske mene, at hesten har vist stor ridelighed. Men ridelighed og funktion hænger uløseligt sammen. Og rideligheden vil kunne øges, hvis hesten har en god gangarts- og funktionskvalitet, fordi den dermed har lettere ved at honorere kravene fra rytteren. Så i dette eksempel har den flinke hest måske ikke arbejdet tilstrækkeligt gennem kroppen, og derfor er ridelighedskarakteren ikke helt til topkarakter. Stort set alle heste kan lære at gå Grand Prix, også dem med kun middelmådige gangarter. Men kvaliteten, hvormed de gør det, er meget forskellig. Der vil komme et tidspunkt, hvor den flinke hest med de middelmådige gangarter begynder at synes, at det bliver svært, når rytteren forlanger større samlings grad og presser den ud i øgninger. Her vil den flinke hest oftest begynde at sige fra ved at blive ustabil på biddet, piske med halen, gå mod schenklen eller vise anden modstand. Sådanne heste kan stadigvæk godt lære øvelserne, men det tager ofte længere tid og vil give et større slid på kroppen med nedsat holdbarhed og risiko for skader til følge.
– De funktionelle heste ”byder sig derimod til” og har let ved at honorere kravene til øget skridtlængde og bæring, dermed øger de ikke bare tempoet. De fortsætter med at arbejde smidigt gennem kroppen og over ryggen, når de bliver bedt om at korte tempoet igen. Temposkiftene i trav og galop giver en god indikator af hestens kvalitet. Det betyder jo ikke, at vi forlanger fri trav eller stor samling i afkortningerne, understreger Bjarne.
Lænden er omdrejningspunktet for hesten, hvad enten det er spring- eller dressurheste, det handler om. Det er her, vi skal have noget bevægelighed. Krydset og bagparten på hesten betegnes ofte som hestens ”motor”. Det er herfra bevægelsen udgår. Og er der problemer i ”motorrummet”, så afspejles det i hele hesten og dens samarbejde med rytteren.
Rideligheden defineres som dressurhestens evne og vilje til at reagere og agere på rytterens anvisninger. I bedømmelsen indgår vurdering af: temperament, energi, reaktion, mekanik, balance, lydighed og indstilling. Det vægtes højt, at der er en energisk og elastisk funktion gennem kroppen med god balance, der muliggør smidige overgange samt en stabil kontakt på bidet. Endvidere vægtes det højt, at hesten har en positiv indstilling til at reagere og agere efter rytterens anvisninger. Det påvirker rideligheden negativt, hvis hesten er usmidig og/eller uenergisk, da den i konkurrence i så fald vil have sværere ved at honorere rytterens ønsker om samling og temposkifte. Endvidere er det negativt, hvis hesten er temperamentsmæssigt ustabil og måske sågar reagerer voldsomt/uhensigtsmæssigt på omgivelserne. Der ses bort fra mindre reaktioner på omgivelserne, da det er naturligt for unge heste. Bliver en hest vurderet som ikke-ridemæssigt egnet til opgaven, vil den blive taget ud af prøven.
Dansk Varmblods definition på ridelighed som kan læses i forbundets regler og vedtægter.
Hvorfor får de flinke mindre end de frække?
Ved Egnethedstesterne får hestene bl.a. karakter for ridelighed og kapacitet. For nogle virker det uforståeligt, at de flinke heste ikke altid opnår en høj ridelighedskarakter, mens heste, som springer til siden, bukker eller andet kan honoreres højere
Hvad er ridelighed egentlig? Bedømmelse af hestenes ridelighed er kompleks. Det er ikke alene et spørgsmål om, hvorvidt hesten ”opfører sig ordentligt” på banen. Bedømmelsen inddrager flere elementer så som gålyst, opmærksomhed på rytteren, accept af hjælperne og korrekt reaktion på rytterens hjælpere, og ikke mindst, at hesten er smidig og funktionel.
Berider Bjarne Nielsen har i en årrække været gennemgående dommer ved forbundets Egnethedstester. Et job han også har ved dette års Egnethedstester i dressur sammen med Vicky Nortvig og Rune Willum.
Han forklarer: – Den helt korte definition på ridelighed er: Hestens evne og vilje til at reagere på rytterens anvisning. Og bagved dette ligger en masse observationer, som vi erfaringsmæssigt ved, er grundelementerne for at skabe en ridbarhest.
Bedømmelse af ridelighed hos dressurheste
Rideligheden defineres som dressurhestens evne og vilje til at reagere og agere på rytterens anvisninger. I bedømmelsen indgår vurdering af: temperament, energi, reaktion, mekanik, balance, lydighed og indstilling. Det vægtes højt, at der er en energisk og elastisk funktion gennem kroppen med god balance, der muliggør smidige overgange samt en stabil kontakt på bidet. Endvidere vægtes det højt, at hesten har en positiv indstilling til at reagere og agere efter rytterens anvisninger. Det påvirker rideligheden negativt, hvis hesten er usmidig og/eller uenergisk, da den i konkurrence i så fald vil have sværere ved at honorere rytterens ønsker om samling og temposkifte. Endvidere er det negativt, hvis hesten er temperamentsmæssigt ustabil og måske sågar reagerer voldsomt/uhensigtsmæssigt på omgivelserne. Der ses bort fra mindre reaktioner på omgivelserne, da det er naturligt for unge heste. Bliver en hest vurderet som ikke-ridemæssigt egnet til opgaven, vil den blive taget ud af prøven.
Dansk Varmblods definition på ridelighed som kan læses i forbundets regler og vedtægter
Eksteriøret påvirker hestens ridelighed
Hestens bygning vil alt andet lige påvirke dens ridelighed. Bjarne forklarer: – Hvis en unghest er meget overbygget, vil den komme til at gå meget på forparten (bære en stor del af sin egen og rytterens vægt på forparten, red.), og dermed kommer den til at gå med en meget lav holdning. Den over byggede hest vil også have vanskeligt ved at bære sig selv og træde ind under sig i afkortningerne. Det vil også udløse en lavere ridelighedskarakter. Omvendt vil vi naturligvis heller ikke se heste, der er for rejste i halsen i forhold til deres alder og uddannelsestrin, understreger Bjarne. Netop det, at hesten er i stand til at arbejde over ryggen, er helt væsentligt for vurderingen af hestens kvalitet og for dens uddannelse.
– De heste, vi kalder for benflyttere, hvor ryggen står stille, og de blot bevæger benene, det er heste, som mangler elasticitet, og det gør uddannelsen til et større slid for rytteren såvel som for hesten.
Smidighed er vigtigt for en god ridelighed
Det kan være svært at forstå, hvorfor de flinke heste, som reagerer på rytterens hjælpere, går upåvirket rundt på banen, accepterer rytterens hånd, tager lidt større skridt i øgningerne og korter traven ned igen, ikke i alle tilfælde honoreres med en høj ridelighedskarakter.
– Den flinke hest, som reagerer på rytterens hjælpere, kan få 7 til 7,5 for det. Og her skulle man måske mene, at hesten har vist stor ridelighed. Men ridelighed og funktion hænger uløseligt sammen. Og rideligheden vil kunne øges, hvis hesten har en god gangarts- og funktionskvalitet, fordi den dermed har lettere ved at honorere kravene fra rytteren. Så i dette eksempel har den flinke hest måske ikke arbejdet tilstrækkeligt gennem kroppen, og derfor er ridelighedskarakteren ikke helt til topkarakter. Stort set alle heste kan lære at gå Grand Prix, også dem med kun middelmådige gangarter. Men kvaliteten, hvormed de gør det, er meget forskellig. Der vil komme et tidspunkt, hvor den flinke hest med de middelmådige gangarter begynder at synes, at det bliver svært, når rytteren forlanger større samlings grad og presser den ud i øgninger. Her vil den flinke hest oftest begynde at sige fra ved at blive ustabil på biddet, piske med halen, gå mod schenklen eller vise anden modstand. Sådanne heste kan stadigvæk godt lære øvelserne, men det tager ofte længere tid og vil give et større slid på kroppen med nedsat holdbarhed og risiko for skader til følge.
– De funktionelle heste ”byder sig derimod til” og har let ved at honorere kravene til øget skridtlængde og bæring, dermed øger de ikke bare tempoet. De fortsætter med at arbejde smidigt gennem kroppen og over ryggen, når de bliver bedt om at korte tempoet igen. Temposkiftene i trav og galop giver en god indikator af hestens kvalitet. Det betyder jo ikke, at vi forlanger fri trav eller stor samling i afkortningerne, understreger Bjarne.
Lænden er omdrejningspunktet for hesten, hvad enten det er spring- eller dressurheste, det handler om. Det er her, vi skal have noget bevægelighed. Krydset og bagparten på hesten betegnes ofte som hestens ”motor”. Det er herfra bevægelsen udgår. Og er der problemer i ”motorrummet”, så afspejles det i hele hesten og dens samarbejde med rytteren.
Temperamentet er en del af rideligheden
Et andet element, der også indgår i hestens ridelighed, er naturligvis dens temperament, dvs. hestens adfærdsmønstre i forskellige situationer. Temperament er en egenskab, som i sig selv er svær at vurdere. Vurderingen af temperamentet indgår derfor indirekte i bedømmelsen af rideligheden, hvor dommerne vurderer hestens opmærksomhed på både rytteren og omgivelserne, og om den er flegmatisk eller energisk. – Det er jo ikke sådan, at der ikke er plads til, at en ung hest kan skeje lidt ud under bedømmelsen. Bliver hesten meget præget af omgivelserne, og reagerer den voldsomt, får det naturligvis stor negativ indflydelse på ridelighedskarakteren, eller dommerne kan vælge at stoppe bedømmelsen. Men Bjarne understreger, at dommernes bedømmelse altid tager udgangspunkt i de bedste momenter.
Hestens reaktion på hjælpen
Hestens korrekte reaktion på rytterens hjælpere indgår også i bedømmelsen af ridelighed, naturligvis med skyldigt hensyn til, at hesten ikke har været uddannet over længere tid.
– Hestens reaktioner på hjælpen, ser vi bl.a. i overgangene mellem gangarterne og i temposkifte, hvor hesten ikke må slå voldsomt fra og unddrage sig rytterens hånd.
– Vi er ikke blege for at give både 8,5 til 9,5 for ridelighed til de meget funktionelle heste, som viser, at de har let ved at udføre det, de bliver bedt om på banen. Jo mere funktion hesten har, jo mere temperamentsafdæmpet og stærk bliver den også, fordi der ikke kommer modstand i kroppen, når den skal udføre det, som rytteren forlanger af den. Rytteren har heller ikke behov for at presse meget på den funktionelle hest, for den har let ved at honorere kravene fra rytteren og tage imod hjælpen
– Funktionaliteten er derfor i mange tilfælde med til at hæve ridelighedskarakteren.
Eftergivenhed på tøjlen
En del af bedømmelsen er hestens evne til at strække sig frem og ned, når rytteren giver efter på tøjlen. Dette vises på cirkelvolte. – Denne øvelse fortæller, om hesten er fremme foran rytterens schenkel, at den er gymnasticeret og viser, at den har lyst til, og har lært, at strække sig frem og ned – følge rytterens hånd og bevare kontakten til tøjlen. Hesten må ikke blive stående i en låst holdning.
– Der er mange ryttere, som ikke er bevidste om, hvor vigtigt dette er for bedømmelsen af hesten, og hvor meget hestens reaktion på denne øvelse betyder for vurderingen, slutter Bjarne Nielsen.
