Hvorfor diskvalificerede dommerne ved DM?

04-07-2025 09:09

Trine Askjær-Jørgensen

Ved årets DM i dressur for seniorer sidst i maj blev flere ekvipager diskvalificeret, hvilket man ellers sjældent ser på det niveau. Vi har spurgt dommer Hans Christian Matthiesen, hvad der lå til grund for det, og en af rytterne, der blev diskvalificeret

Copyright Ridehesten.com
Foto: Ridehesten.com/Maria L. Mortensen
Nyheden fortsætter efter annoncen

I forlængelse af vores artikler om DM i dressur i det nyligt udkomne Magasinet Ridehesten juli 2025 dykker vi yderligere ned i nogle emner. Der skete nemlig det ret usædvanlige, at flere ekvipager blev diskvalificeret i årets mesterskab.

Sædvanen tro var der tilmeldt mange deltagere til DM i dressur for seniorer 2025, og som det altid er tilfældet, spænder niveauet helt fra verdenseliten til seriøse amatørryttere, der har formået at kvalificere dem selv og deres heste dertil. En bedrift de med rette kan være stolte af, og de deltager med begejstring i det spændende mesterskab.

Copyright Ridehesten.com
Randbøl Dressage Academy lagde rammer og en spritny ridebane til DM i dresssur 2025. Foto: Ridehesten.com/Maria L. Mortensen

Tre diskvalificeret på førstedagen
26 ekvipager startede i år den indledende Grand Prix, men ret overraskende blev tre af dem diskvalificeret i lørdagens program. Det var dommer ved C, Kurt Christensen, der i samråd med de fire andre dommere omkring banen ringede ekvipagerne ud. Dommerne har nemlig et internt signalsystem, der gør, at de kan sende en advarsel og gøre hinanden opmærksom på, at der måske er noget galt. Hvorvidt de kan vurdere det afhænger selvfølgelig af, hvor ved banen de sidder. Det er dommer ved C’s ansvar at diskvalificere.

– Det er ikke noget, vi bare lige gør, hvis en hest tager to mærkelige trin i et hjørne. Vi signalerer kun, hvis vi tænker, at nu ville vi selv have ringet med klokken, forklarer 5-stjernet international dressurdommer, overdommer og dyrlæge Hans Christian Matthiesen, der lørdag var dommer ved H og søndag ved C, og fortsætter: – Det er jo ikke sådan, at man står op om morgenen og tænker, nu skal vi bare have fem ud i DM-klassen. Vi ønsker alle det bedste og ved, hvor mange timer, træning, forberedelse og penge der ligger i det.

To af de tre ekvipager, der blev diskvalificeret i Grand Prixen, var pga. halthed. En regel, der er klart defineret og til for at give hestene de bedste betingelser.

– Der kan ske meget også bare fra opvarmningen og ind på banen eller sågar inde på banen, hvor hesten f.eks. kan træde på sig selv. Det med halthed er ret ligetil i regelsættet, siger Hans Christian.

Der kan være flere grunde til, at en dommer må diskvalificere en ekvipage. Halthed er en af dem, men det kan også være, hvis der opstår en situation, som er farlig for rytteren, hesten eller sågar publikum. Det kan f.eks. være en hest, der bliver så bange, at den stejler inde på banen.

– Så skal man som dommer stoppe programmet. Det er også helt klart defineret i reglerne, siger Hans Christian.

Copyright Ridehesten.com
Hans Christian Matthiesen. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

To diskvalificeret i küren
Efter Grand Prixen gik de 15 bedste ekvipager som vanligt videre til søndagens Grand Prix Kür, og her skete det mod forventning, at endnu to ekvipager blev diskvalificeret. Det var Hans-Christians beslutning som dommer ved C.

Nyheden fortsætter efter annoncen

– Da jeg satte mig i stolen søndag, tænkte jeg, at nu var vi ovre alt det, fordi vi havde set hestene, og hestene havde været inde på banen. Søndag var banen bare en helt anden, og mange af hestene reagerede på vejret, musikken og omstændighederne, fortæller han og fortsætter: – Der var to heste, som blev for stressede i den situation, og det blev for svært for dem. De kunne ikke oversætte rytterens hjælp.

Matthiesen understreger, at man som dommer strækker sig og giver rytter og hest en chance for at komme et bedre sted hen, men lykkes det ikke, må parret diskvalificeres.

– Man har jo ikke lyst til at stoppe en rytter, der er kommet så langt. Det er måske det første DM, og de har kvalificeret sig til küren, og så bliver de fløjtet ud. Det er ikke sjovt for nogen, siger Hans Christian og tilføjer: – Nogle af rytterne reagerede måske lidt i situationen, men de har alle været supercool med det bagefter.

Hestenes ve og vel kommer først
Endnu en af grundene til, at dommerne kan ringe en ekvipage ud, er, hvis der er en situation, hvor velfærden er kompromitteret, og hesten f.eks. er så utryg, bange eller stresset, at det går udover det tekniske, og den simpelthen har svært ved at udføre øvelserne.

– Når man tager beslutningen som dommer om at ringe nogen ud på den baggrund, er det, fordi man har siddet og set flere øvelser, hvor hesten simpelthen har svært ved at honorere det, rytteren beder om, og rytterens signaler bliver voldsommere i forsøget på at udføre øvelserne. Sådan en spændt hest kan ikke udføre øvelserne med den lethed, vi forventer i dressur, siger Hans Christian.

På dommerpanelets formøde ved DM-stævnet drøftede man ikke bare praktiske forhold, men også hvordan man ville forholde sig til hestevelfærd.

– Det er ingen hemmelighed, at vi blev enige om at køre en form for nultolerance. Der er mange, som skyder skylden på dommerne, og det kan jeg godt forstå, for vi har også et stort ansvar i forhold til billedet udadtil. Vi lever op til det ansvar, når vi laver sådan en nultolerance, hvor vi ikke vil se heste, der ikke er rengående eller har alt for svært ved det, forklarer Hans Christian og tilføjer slutteligt: – Jeg tror, at vi fremover kommer til at se den linje mere. Det er selvfølgelig svært, når man sidder som dommer, men jeg har det i virkeligheden godt med det, fordi det er den vej, vi skal.

Copyright Ridehesten.com
Jonas Rasmussen og Bastardos. Foto: Ridehesten.com/Maria L. Mortensen

Det var rigtig fint, at jeg blev ringet ud
Dressurrytter og dyrlæge, Jonas Rasmussen, var en af dem, der blev diskvalificeret om søndagen. Han havde ellers en fin start i Grand Prixen lørdag med dansk varmblodsvallakken Bastardos e. Hesselhøj Donkey Boy/Blue Hors Don Schufro (opdr. Rikke Munk og Hanne Damgaard Jensen) med hvem, han blev nr. 11 med 65,240% i det store felt.

– Lørdag var der ingenting. Bastardos gik så fint rundt derinde. Så det kom virkelig bag på mig, at han blev så spændt, da vi kom ind på banen søndag, men musikken var ekstremt høj, og omgivelserne var rigtig svære for hestene. Det var med paraplyer, regnjakker og publikum relativt tæt på banen, fortæller Jonas og fortsætter:

– Jeg prøvede at hjælpe ham til at slappe af, men jeg kunne godt mærke, at han ikke rigtig var der. Jeg satte alligevel musikken i gang og begyndte mit program, men jeg havde svært ved at ride en eneste øvelse. En tredjedel inde i programmet ringede HC på klokken, og det, synes jeg, var rigtig fint. Det eneste, jeg kan fortryde, er, at jeg i kampens hede ikke havde overblikket til selv at række hånden op, men man håber jo på, at hesten lige tager en dyb indånding og så er okay. Så det ærgrer mig lidt bagefter, men jeg kan sagtens forstå, at jeg blev ringet ud, for det blev ikke bedre. Jeg er enig med HC i, at dommerne har et stort ansvar, og det er dem, der skal have overblikket i sådan en situation. Vi skal alle sammen hele tiden forsøge at gøre forholdene for vores konkurrenceheste bedre.

Copyright Ridehesten.com
Jonas og Bastardos havde en rigtig fin, afspændt tur lørdag, men søndag blev DV-vallakken for spændt inde på banen. Foto: Ridehesten.com/Maria L. Mortensen
Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner