Hvordan er det nu med wrap og hø?

02-07-2015 10:11

Det er ved at være tid for at der laves wrap og hø, men hvordan er det nu man får det bedste resultat? Og hvordan vurderer man kvaliteten af hø og wrap? Læs med her

Copyright Ridehesten.com
Modelfoto.

Et godt stråfoder har, foruden at være et glimrende fodermiddel til heste, også andre værdifulde egenskaber, idet det har en positiv effekt på at bremse udviklingen af mavesår, ligesom grovfoderet beskæftiger hesten, og tilgodeser hestens naturlige adfærd.

Dermed er hesten ikke i risikogruppen for at udvikle staldunoder/stereotyper, ligesom grovfoderet også ”beskæftiger” hestens mave-tarmsystem kontinuerligt, hvilket giver en bedre omsætning og fordøjelse og dermed mindsker risikoen for kolik.

For at hestene kan få glæde af græsset i vintersæsonen skal planterne konserveres, så de indeholder mest mulig næring. Dette kan gøres på forskellige måder. Den traditionelle er soltørring, hvor græsset tørres i marken og laves til hø. En alternativ konserveringsmetode er ensilering, hvor græsset opbevares under iltfrie forhold, wrappet ind i plastik. Hurtig fortørring er altafgørende for kvaliteten, derfor må græsset først slås når der er udsigt til stabilt solskinsvejr.

Madpakker, wrap-hø, ”silla-wrap”, kært barn har mange navne. Fælles for dette grovfoder er at græsset er pakket ind i plastik og opbevares iltfrit således at forrådnelse ikke kan finde sted. Princippet i ensilering er at græssets indhold af sukker omdannes til organiske syrer af bl.a. mælkesyrebakterier. Herved ”syrnes” græsset og skadelige mikroorganismer udkonkurreres.

Græsset konserveres således ved en naturlig kemisk proces. Mælkesyrebakterierne kan kun fungere under iltfrie forhold, derfor er en tæt indpakning afgørende for en god wrap-kvalitet. Skårlagt græs, som har været udsat for regn, er svær at ensilere, fordi sukker vaskes ud af græsset. Er sukkerindholdet ikke tilstrækkeligt højt, kan der ske en fejlgæring, hvor bl.a. smørsyrebakterier forringer ensilagens kvalitet, lugt og næringsindhold.

Det er vigtigt at græsset opnår et tørstofindhold mellem 40 og 60%, før afgrøden presses og wrappes ind i plastik. Undersøgelser fra SEGES viser at fortørringen har afgørende betydning for grovfoderets kvalitet. Antallet af de frygtede clostridiesporer i wrap sænkes betydeligt ved øgede tørstofprocenter. Clostridium forårsager ”pølseforgiftning” og spredes til ensilagen, hvis der ligger et dødt dyr i græsset.

For efterfølgende at kunne vurdere grovfoderets kvalitet og indhold af næringsstoffer, bør man få foretaget en grovfoderanalyse.

I julinummeret af magasinet Ridehesten kan du læse meget mere om hø, wrap og grovfoderanalyser, og dermed blive godt klædt på til at sikre din hest det bedste grovfoder.

Læs meget mere i julinummeret af magasinet Ridehesten

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner