Thilde Alsing
I begyndelsen af februar præsenterede Dansk Ride Forbund de 12 kandidater, der stiller op til de vakante bestyrelsesposter ved det kommende valg til Dansk Ride Forbunds bestyrelse.
Blandt de 12 kandidater var Sally Schlichting, der er tidligere holdkaptajn for pony-, junior- og ungryttere i military, men nu har hun valgt at trække sit kandidatur. Om årsagen til det beskriver hun:
– Jeg synes, der er rigtig mange gode kandidater, og jeg er meget aktiv i rigtig mange ting. Så jeg kan godt bruge min tid på andre ting, men det skulle ikke være sådan, at der ikke var nogle kandidater, som jeg ikke synes var gode nok. Men der er mange gode kandidater, og så kan jeg gøre noget godt et andet sted i stedet.
Men der er vigtige ting på spil for de kommende bestyrelsesmedlemmer, understreger Sally. En af de ting, som Sally især efterspørger, er faglighed bag de beslutninger, som bliver taget. Det mener hun ikke altid har været til stede:
– Jeg oplever, at der er mange "synsninger". Jeg har stillet spørgsmålstegn ved de beslutninger, der er blevet taget - særligt ift. reglementet. Der bliver jeg ved med at spørge: "hvilken faglighed ligger der til grund for de beslutninger?" Men det kan jeg ikke få svar på.
Sally fortæller eksempelvis om, at ændringer og nye regler i reglementet kan skabe en skævvridning i sporten:
– Der kommer nogle gange nogle regler hvor man tænker: "hvorfor?" Fx i military kan du ikke ride et eneste stævne på E-niveau. Det betyder, at du i dag skal have en rytterlicens, være medlem af en klub og betale for at starte. Så er du næsten oppe i 1000 kr., før at du kan komme ud at prøve at ride noget, som måske ikke er dig.
En faglig begrundelse efterspørger hun ligeledes i nogle af de interne beslutning i bestyrelsen:
– Jeg synes, der er noget forkert i, at de udvalg vi har, ofte bliver lidt til noget "rygklapperi". Fordi man vælger nogle af dem ind, som man gerne vil have ind, i stedet for at få lidt forskellighed i dem, man vælger ind.
Sally har været meget engageret i bredden, og hun har tidligere været med til at arrangere ponygames og landsfinaler. Hun mener, at bestyrelsen i højere grad bør huske, at det er klubberne, de er til for.
– Der var flere, der påtalte, at vi glemmer klubberne. Rideforbundet glemmer, hvem de egentlig er til for. De er en serviceorganisation for klubberne og deres medlemmer. Det synes jeg mangler så meget.
Charlotte Kjærgaard er en af de kandidater, som Sally især sætter sin lid til.
D. 20. marts blev der afholdt et forberedende møde forud for repræsentantskabsmødet, hvor det var muligt at høre flere af kandidaterne tale. Sally beskriver, at Charlotte ligeledes fremhævede, at fagligheden skulle prioriteres:
– Hun blev ved med at køre på faglighed ift. de beslutninger, vi tager.
"Jeg kan håbe, at military bliver husket"
Sallys engagement og viden om military var en af de ting, der udmærkede hende som kandidat. Det håber hun vil blive husket, selvom hun ikke stiller op som kandidat.
– Selvfølgelig ville jeg gerne ind at kæmpe for military, og det vil jeg stadig rigtig gerne. For det er også i noget af det, at jeg ser udfordringer. Jeg har siddet og hørt det møde, der var med kandidaterne, og jeg kan høre at nogle af grundtingene, som jo også berører military, det er der nogen, som gerne vil kæmpe for. Og så kan jeg jo håbe, at military bliver husket.
– Det eneste jeg tænker, det er, at den viden jeg har om ridning i naturen, der er jeg nok den, som har den største viden. Jeg har været med i forskellige arbejdsgrupper ift. natur- og nationalparker og urørt skov. Men så man jo hive fat i mig, hvis man synes, det kan bruges.
Hun tilføjer afslutningsvist:
– Jeg synes, der er mange kandidater, som kan kæmpe for noget af det, som jeg gerne vil kæmpe for.
Lørdag d. 13. april afholder Dansk Ride Forbund sit årlige repræsentantskabsmøde, hvor den nye bestyrelse vil blive valgt.