Hvem vinder EM i springning?

30-08-2009 10:40

Britt Carlsen

EM i Windsor | Banen er klar til at tage imod springrytterne, når de 25 bedste af dem mødes kl. 13.30 i en finale over to runder - og der er nye ansigter i topkampen

Det bliver overordentligt spændende på springbanen i eftermiddag, hvor de bedste 25 ryttere mødes i noget der meget vel kan udvikle sig til at blive et brag af en finale på stævnet i Windsor. Seks ryttere har mindre end et nedslag imellem sig i toppen af konkurrencen, og de baner, som har mødt rytterne herover, har absolut krævet det yderste af både ryttere og heste. Nations Cup-banen betegnede Meredith Michæls-Beerbaum, som den vanskeligste nationsspringning hun har redet, og det siger jo ikke så lidt! Det var da også kun den første forhindring, som var under 1,50 meter alle øvrige forhindringer målte mellem 1,50 og 1,60 (de fleste var 1,55 - 1,60 m) og både i nationsspringningen og i gårsdagens Grand Prix havde banebygger Bob Ellis bygget lange baner, med mange forhindringer og med trekombinationen placeret næstsidst på banen. Der er derfor lagt op til, at både ryttere og heste vil blive udfordret maksimalt i eftermiddag, og det gør mesterskabet vidt åbent. Det er den meget velridende italienske rytter Natale Chiaudani som fører med 4,47 fejl for de tre foregående runder i mesterskabet. Han sidder på en 10-årig hoppe Snai Seldana di campalto e. Emillion registreret i KWPN. Hoppen springer med et fantastisk overskud og en lethed, som man kun kan beundre. Om Natale kan holde nerverne i ro, og den kun 10-årige hoppe fortsat har overskudet til at gå fejlfrit, ja det vil eftermiddagens konkurrencer vise. På andenpladsen ligger den unge engelske rytter Ben Maher og Robin Hood W e. Animo også registreret i KWPN. De har 6,30 fejl og lige efter med 7,18 følger den hollandske toprytter Albert Zoer og fantastiske Oki Doki e. Jodokus også registreret i KWPN. Holdguldvinderen Steve Guerdat og Jalisca Solier e. Alligator Fontaine har 8,05 fejl, irske Darragh Kerins/Night Train har 8,85, mens Frankrigs Kevin Staut/Kraque Boom Bois Margo og tyske Carsten Otto Nagel/Corradina har henholdsvis 9,42 og 9,64 fejl.

Links

Kristine Ulsø Olsen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Kristine Ulsø Olsen