Hvem skal ride World Cup finalen i dressur?

22-03-2019 13:06

Der er nu sat navne på hvilke ryttere som om to uger mødes ved World Cup finalen i Göteborg for at konkurrere om det eftertragtede World Cup trofæ

Copyright Ridehesten.com
Isabell Werth kan for tredje gang i træk vinde World Cup trofæet på Weihegold. Foto: FEI / Arnd Bronkhorst

Da Daniel Bachmann Andersen i sidste weekend vandt den 10. og sidste World Cup kvalifikation for 2018-2019 sæsonen, blev det også afgjort hvilke ryttere som er kvalificeret til finalen der afholdes den 3.-7. april i Göteborg. 

Det bliver en særdeles spændende finale, hvor verdens bedste dressurryttere tørner sammen for at ride om World Cup titlen og det trofæ som hører til. Tyske Isabell er ligesom sidste år automatisk kvalificeret til finalen som titelforsvarer, da hun vandt finalen i Paris sidste år og ligeledes finalen i Omaha forrige år. Werth har sammen med Don Schufro-hoppen Weihegold vundet to kvalifikationer i løbet af året og den tredje finale sejr i træk, er absolut indenfor rækkevidde. 

Det danske islæt ved finalen bliver Daniel Bachmann Andersen og Blue Hors Zack,  som formodenligt kommer til finalen med en god potion selvtillid. Da parret i sidste weekend vandt World Cup küren i s-Hertogenbosch var det foran blandt andet Helen Langhanenberg, som han ligeledes slog ved World Cup Herning og selveste Isabell Werth. Muligheden for en podieplads for Daniel er derfor bestemt tilstede.

I dagene op til finalen kan deltagerlisten formodenligt nå at ændre sig en smule, såfremt nogle af de kvalificerede ikke mener at deres heste er fit og klar til. Blandt andet måtte Dorothee Schneider trække sig fra küren i s-Hertogenbosch, da  Sammy Davis Jr havde fået en luftvejsinfektion. Der er derfor tvivl omkring hendes deltagelse, trods at hun selv har udtalt at hun formodenligt kommer til start. 

Den Vesteuropæiske liga

Isabell Werth (titelforsvarer) - Tyskland
1. Helen Langhanenberg - Tyskland
2. Dorothee Schneider - Tyskland
3. Daniel Bachmann Andersen - Danmark
4. Patrik Kittel - Sverige
5. Hans Peter Minderhoud - Holland
6. Maria Caetano - Portugal
7. Tinne Vilhelmson - Sverige
8. Judy Reynolds - Irland
9. Morgan Barbancon Mestre - Frankrig

Oprindeligt lå de tyske ryttere Benjamin Werndl på 3. pladsen, Frederic Wandres på 8. pladsen og Fabienne Lutkemeier på 10. pladsen i den Vesteuropæiske liga, men da kun tre ryttere fra hvert land må deltage er deres pladser blevet erstattet af de efterfølgende kvalificerede. 

 Den Centraleuropæiske liga

1. Regina Isachkina/Stanislav Cherednichenko - Rusland
2. Olga Safronova - Hviderusland

Den Nordamerikanske liga

1. Laura Graves
2. Kasey Perry-Glass

Pacific League

1. Rozzie Ryan

Der er endnu ikke sats navne på dem som får Wild Card til finalen. 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner