Camilla Tiefensee Schrøder
Udbredelsen af den islandske hest eksploderer i Danmark! Den alsidige og hårdføre race kravler opad rangstigen som én af Danmarks mest populære hesteracer på grund af sit unikke gangartsmønster, sin store arbejdsglæde og sit omgængelige væsen. Det skriver Dansk Islandskhesteforening i en pressemeddelelse forud for racens eget DM, som går løs fra den 13. juli i Herning.
Det bliver tre dage med masser af flot tölt og pas på ovalbanen, og ud af de 272 deltagere vil der blive udtaget 13 danske ekvipager til VM i sport, som afholdes i Holland i uge 32.
Sammenhold
Ud over at være det sportslige højdepunkt i sæsonen, så er DM for islandske heste også et af de vigtigste sociale events for danske islandsheste-entusiaster. Elskere af den populære race kommer fra hele landet for at opleve og fejre fejende flotte töltere og pasheste i sportsgear.
Ved DM er der medlemmer, som vælger at bruge en hel uges sommerferie på at hjælpe ulønnet mod entré, beklædning, fuld forplejning samt gratis camping- eller teltplads. Over 80 frivillige leverer en stor indsats, som skønnes at nå over 2000 timer, hvilket samlet set svarer til mere end en fuldtidsstilling et helt år.
DM er derfor i høj grad med til at give Dansk islandshesteforening, der tæller over 3000 hovedmedlemmer, sammenhængskraft og fællesskab.
Publikum skal heppe og huje
Stemningen ved et DM for islandske heste er fri og uhøjtidelig. I Herning vil du møde nydelige sportsryttere klædt i sort og hvidt side om side med publikum i gummistøvler og islandske sweatre – ja, her forventes det faktisk, at publikum er en del af festen og lystigt hujer og hepper på ekvipagerne.
DM er arrangeret af Dansk Islandshesteforening i samarbejde med én af landets største lokalklubber, Rideklubben Tvistur i Svenstrup ved Aalborg, hvorfra næsten 40 frivillige vil gøre deres bedste for at bidrage til, at årets DM bliver det hyggeligste nogensinde.
Om den islandske hest
De islandske heste stammer fra de heste, som vikingerne bragte med sig, da de bosatte sig på Island for mere end elleve hundrede år siden. Der har ikke været importeret heste til Island siden Vikingetiden. Derfor har vi i denne enestående hesterace Nordens eget, oprindelige fuldblod i form af de stærke, små töltere.
Foruden de tre grundgangarter, som alle hesteracer formodes at beherske: skridt, trav og galop, har de islandske heste anlæg for yderligere to gangarter, tölt og pas.
Islænderens gangarter
Tölt er en firtaks gangart med samme benflytnings-rækkefølge som i skridt: højre bagben, højre forben, venstre bagben og venstre forben. Hesten har altid et eller to ben i jorden, hvor den i skridt altid har to eller tre ben i jorden. Der er ikke noget svæv, og det gør gangarten utrolig behagelig for rytteren.
Idealet er en taktren, smidig og velrejst hest, som udstråler stolthed, løbeglæde og samarbejdsvilje.
Pas er en totakts gangart, hvor hesten flytter for- og bagben på samme side samtidigt – og med en lang svævefase inden næste benpar rammer jorden. Derfor kaldes gangarten flyvende pas. Hastigheden ligger omkring 40 km/t og rides over korte stræk.
Idealet er en hurtig, kraftfuld og velrejst hest, som bliver ved med at øge farten og udstråler stor løbeglæde – og gerne lidt vildskab. Der skal være harmoni mellem hest og rytter.
Hestenes talent for de to ”ekstra” gangarter er vidt forskelligt. Nogle islandske heste foretrækker trav, andre tölt og nogle vil allerhelst gå pas. Netop dette gør ridningen utrolig interessant og udfordrende.
Ikke alle islandske heste mestrer pas. I daglig tale defineres hestene som 4-gængere eller 5-gængere. Der findes også heste som har et udtalt talent for pas. De kaldes pasheste og har ofte stor løbeglæde.
Sportskonkurrencer
Der findes to typer sportskonkurrencer. Der er de sportskonkurrencer, hvor det er helheden af hest og rytter, der bedømmes, og der er Gæðingakeppni, hvor det alene er hestens præstation, der bedømmes.
Ved sportskonkurrencerne bedømmes gangarterne på ovalbane. 4-gængere får bedømt skridt, trav, tölt og galop, mens 5-gængere desuden får en bedømmelse af pas. Herudover findes der forskellige tölt-konkurrencer, hvor töltens kvalitet bedømmes.
Pas bedømmes efter hurtighed og stil i stilpas, og der dystes også om hurtigste tid (væddeløb) på pasbane.
Praktiske oplysninger
Stævnepladsen ligger ved Indgang Syd på Kaj Zartowsvej 19, 7400 Herning. Parkering er gratis.
Billetter kan købes for 200 kr. (rabat for medlemmer af DI) via SPORTI.dk indtil onsdag den 12. juli kl. 24. Herefter kan de købes ved indgangen til stævnepladsen til 275 kr. – eller 100 kr., hvis man kommer efter kl. 15.
Som altid vil det være hensigtsmæssigt med praktisk påklædning, evt. paraply, tæpper og medbring gerne egen klapstol. I Hal-Q og i de små boder på pladsen vil der være mulighed for at købe mad og drikke. Det er tilladt at medbringe egen mad og drikke, dog må man så ikke bruge siddepladserne ved boderne.
Find flere oplysninger om stævnet på DI's facebookside, eller på DM's egen hjemmeside.