Hvad kendetegner en hest med mavesår?

28-10-2015 12:03

Britt Carlsen

Et meget højt antal danske heste går rundt med mavesår uden at det nødvendigvis bliver opdaget. En gruppe forskere fra Aarhus Universitet har undersøgt, hvad der kendetegner en hest med alvorligt mavesår

Copyright Ridehesten.com
Adgang til godt grovfoder i rigelige mængder er vigtigt, når det handler om både at forebygge og behandle mavesår hos heste.

Undersøgelsen blev udført på et Dansk Varmblods-stutteri med ca. 100 heste, der alle var opstaldet på halm. Undersøgelserne af hestene blev foretaget af to dyrlæger, der undersøgte hestenes mavesæk ved hjælp af en gastroskopisk undersøgelse – en kikkertundersøgelse. Seniorforsker fra Aarhus Universitet, Jens Malmkvist forklarede, at mavesår i den øvre del af mavesækken bl.a. kan skyldes at den ætsende mavesyre ”skvulper” når sportshesten er i bevægelse, mens mavesår i den nedre del af mavesækken efter al sandsynlighed hænger sammen med bl.a. hestens stress-tilstand.

Mavesår fundet hos 67%
I undersøgelsen fra Aarhus Universitet, blev der fundet mavesår hos 67% af hestene på stutteriet, hvilket er et resultat, der stemmer meget godt overens med tidligere undersøgelser. Forskerne sammenlignede efterfølgende adfærden i forskellige situationer hos en gruppe af heste med mavesår og en kontrolgruppe, bestående af heste uden mavesår, for på den måde at undersøge, om der kan findes nogle ydre tegn hos heste med mavesår. Forskerne undersøgte bl.a. hestens adfærd under fodring, samt hestens adfærd, når den blev introduceret til fremmede objekter i sin boks.  

Copyright Ridehesten.com
Alvorligt mavesår hos et føl – det er de hvide områder, der er de normale områder.

Forskerne havde fra starten af flere forestillinger om de karakteristika en hest med alvorligt mavesår ville have. De forestillede sig bl.a. at en mavesårshest ville få smerter når den åd kraftfoder, og derfor ville æde langsomt. Resultatet blev imidlertid noget lidt andet – i denne undersøgelse åd gruppen af heste med mavesår generelt deres foder lidt hurtigere end kontrolgruppen, og der blev ikke fundet nogen væsentlige forskelle i hestenes frygt-adfærd i de to grupper. Faktisk var det eneste punkt, hvor hestene i de tro grupper adskilte sig fra hinanden, deres reaktion på stresshormonet Cortisol – her var mavesårshestene mere stressreaktive end kontrolgruppen.

Konklusion:
Efter at have gennemgået undersøgelsen kunne Jens Malmkvist konstatere; heste med alvorlige mavesår har ikke nødvendigvis nogle klare ydre kendetegn som fx dårligt huld, krybbebidning eller andet, der kan indikere at de lider af mavesår. Undersøgelsen gav dog indikationer om at heste med mavesår er mere stressfølsomme end raske heste. Mavesår opdages ofte først når hesten kommer til dyrlægen af andre årsager som fx præstationsproblemer, og er derfor også kun sjældent den egentlige årsag når en hest indlægges.

Info

Ny forskning om mavesår
Dyrlæge Nanna Luthersson står igen i front i et nyt forskningsprojekt, der omhandler mavesår der er lokaliseret i den hvide del af hestens mavesæk.
Læs mere om dette nye projekt i magasinet Ridehestens novembernummer.

Artiklen stammer fra magasinet Ridehesten og var en del af et tema i magasinets marts udgave 2012

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner