Husker du… hingsteparaden i Ikast?

01-12-2013 07:49

I 1978 blev den årlige hingsteparade flyttet fra Skanderborg til Ikast på grund af sygdom, men det til trods blev det en mindeværdig hingsteparade fyldt med nytænkning

Copyright Ridehesten.com

Hingstene kom i fokus på dagens tur gennem Ridehestens omfattende fotoarkiv, hvor dette billede pludseligt dukkede op.

Den eneste information der fulgte med billedet var, at det er taget ved hingsteparaden i Ikast. Derfor har vi for et stykke tid siden lagt billedet på Ridehesten.com under Nostalgiske Fotos, for at finde ud af mere. Heldigvis har to kommentarer kastet lys over, hvem ekvipagerne på billedet er, og en hurtig søgning på nettet og i Hippologisk Tidsskrift har afstedkommet flere informationer om selve arrangementet.

Ifølge kommentarerne på Ridehesten.com forestiller billedet (fra venstre) Bente Greve på Luxemburg, Jane Hansen på Sander af Hvarre, Claus Sørensen på Tasano og Finn Greve på Asferg Cyklo.

Hippologisk Tidsskrift beskrev hingsteparaden således:

En række fornemme, hidtil usete indslag i vore hjemlige hippologiske cirkler, bidrog i høj grad til betydelig nyskabelse i DHLs landsdækkende arrangement, det sjette i rækken af sin art, og gjorde derved hingsteparaden til den hidtil ubetinget bedste.

I alt blev 65 hingste vist frem for hele 4000 tilskuere.

Har du også en kommentar til billedet eller vil du gå på opdagelse blandt de mange nostalgiske perler, så kig med på Ridehesten.com under Nostalgiske Fotos.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner