Husk tilmelding til Roskilde Dyrskue

30-03-2020 11:27

Britt Carlsen

Roskilde Dyrskue forventes at kunne afvikles fra den 5. - 7. juni, og husk derfor, at der er anmeldelsesfrist den 1. april (video)

Copyright Ridehesten.com
Roskilde Dyrskue med det Det Store Hesteshow tiltrækker hvert år en masse glade udstillere og gæster. Foto: Ridehesten.com/Jørgen Bak Rasmussen

– Indtil videre forventer vi at afholde Roskilde Dyrskue 2020, siger sekretariatschef Charlotte Frimer Petersen. Nedlukningen af Danmark er forlænget til den 13. april, og Roskilde Dyrskue afventer myndighedernes udmelding, men håber fortsat på at kunne gennemføre dyrskuet som planlagt. I år afvikles dyrskuet i forbindelse med grundlovsdag den 5. - 7. juni. 

Hestetilmeldingen lukker den 1. april, så har man planlagt at skulle udstille på dyrskuet, så er det nu, man skal igang med at udfylde og sende sin tilmelding. Det kan du gøre HER

Copyright Ridehesten.com
H.K.H. Kronprinsesse Mary åbnede Roskilde Dyrskue sidste år, i anledning af dyrskuets 50 års jubilæum. Kronprinsessen var med rundt for at "hilse" på både køer og heste. Foto: Ridehesten.com/Jørgen Bak Rasmussen

Skulle det ske, at Roskilde Dyrskue ikke kan afvikles, så får man naturligvis sit indbetalte anmeldelsesgebyr tilbage, understreger arrangørerne. De kan bare ikke vente længere med at planlægge dyrskuet og de store hesteshows, derfor fastholdes anmeldelsesfristen.

Sidste år kunne Roskilde Dyrskue fejre 50 års jubilæum, og det blev en stor oplevelse, for udstillere og for gæsterne. Sidste år kastede H.K.H. Kronprinsesse Mary stjernestøv over åbningen af dyrskuet, og med 300 heste til bedømmelse og 250 heste i showet, så blev jubilæet fejret med maner. Foruden de klassiske bedømmelser af heste (fx unghopper, hopper med føl og hingste) så er arrangørerne bag Roskilde Dyrskue også meget opfindsomme, de giver gæsterne (ialt 113.017  i 2019) en god oplevelse med hesten i centrum. Sidste år kunne man bl.a. opleve Roskilde Voltige Team, ponygames og hestefodblod med meget mere, ved side af Det Store Hesteshow. Hvad der er på programmet i år, må vi have tålmodighed til at vente på, det kan arrangørerne først løfte sløret for i maj måned. 

Copyright Ridehesten.com
Det er en stor ære, at blive udnævnt til Sjællandspræmiehingst på Roskilde Dyrskue. Sidste år tilfaldt æren den smukke fjordhest Fjelltor med det fantastiske temperament. Foto: Ridehesten.com/Jørgen Bak Rasmussen

Roskilde Dyrskue er berømt for underholdning og hygge. Gæster kan komme helt tæt på dyrene i staldene, og man er mere end velkommen til at stille spørgsmål til udstillerne. Dyrskuet er velbesøgt af ialt 5-600 heste (udstilling og shows) som repræsentere mange forskellige racer. Dyrskuet er kendt for hygge og godt humør, og så er der gennem årene udviklet en holdning til: at sommeren kommer med Roskilde Dyrskue. Så nu må vi krydse fingre for, at dyrskuet kan afvikles som normalt. 

Copyright Ridehesten.com
En af de helt store og traditionsrige konkurrencer er Bedste Samling. I 2019 var det de mægtige belgiske heste, som løb med sejren i et historisk stort felt på hele 9 samlinger. Den belgiske samling var efter hoppen Vailoet Fløjgaard udstillet af Doris og Tim Holtzen-Larsen fra Slagelse. Foto: Ridehesten.com/Jørgen Bak Rasmussen

Sådan foregår det
Under selve bedømmelsen opstilles dyrene ved siden af hinanden, så dommerne kan sammenligne dem. Derefter trækkes de rundt i ringen, så dommerne kan vurdere dyrets bevægelser. Så stilles der op igen og dommerne begynder at rangere dyrene. Se i programmet hvornår de forskellige dyr bedømmes.
Endelig giver dommerne en kort mundtlig bedømmelse og en tildeling af point til det enkelte dyr. Bedømmelsen sker fredag formiddag og resultaterne fremgår af de rosetter, du finder ved de enkelte dyr i staldene.

Kampen om rosetterne...
Det højeste pointtal er 24 og dyret tildeles en rød roset.
24 point = rød roset
23 point = blå roset
22 point = hvid roset
21 point = grøn roset
20 point = gul roset
19 point = lyseblå roset

Ærespræmien, som er en gave sponseret af erhvervslivet samt æresrosetten tildeles inden for hver dyreart, men på tværs af racerne. Alle dyr, som deltager i udstillingen får en roset.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner