Hold-DM i Næstved

08-06-2013 10:09

Sidste år var en succes og den gentager Næstved Sportsrideklub i weekenden d. 14-16. juni, når der på den tidligere Gardehusarkaserne afholdes stort landsstævne i springning for ponyer med DM for hold

Næstved Sportsrideklub holder til på det gamle kaserneområde i Kalbyris hos Stald Bent Pedersen. Området emmer stadig af historie fra dengang gardehusarerne havde deres base i Næstved og både ridehus, ridebane og stalde er intakte og bliver stadig brugt til hestesport den dag i dag.

Det er også den store ridebane der danner rammen om det store stævne og lige præcis nu er det et smukt skue med ridebanen omkranset af de historiske bygninger og de flotte grønne kastanjetræer. Rammerne for et smukt stævne er sat.

Hele weekenden vil der være masser af fart og spænding over stævnet med mange ryttere tilmeldt, første afdeling af DM for hold rides lørdag eftermiddag. Finalen rides søndag eftermiddag, hvor det bliver en spændende fight om, hvilket hold der hjemtager danmarksmesterskabet til deres klub.

Næstved Sportsrideklub stiller selv et hold til kampen om danmarksmesterskabet. Der vil være topryttere fra hele Danmark til stede for at dyste på deres ponyer.

Stævnet er meget publikums- og børnevenligt med børn og unge, der dyster mod hinanden i springning på deres ponyer. Der vil være hoppeborg og mulighed for at afprøve, hvor højt man kan hoppe på sine egne ben på en springbane.

Et så stort stævne er umuligt at afholde uden gode sponsorer og heldigvis har mange virksomheder, også lokale, valgt at støtte klubben både økonomisk og med fine sponsorpræmier.

For dem som ønsker at komme ud og se de dygtige ryttere og deres ponyer, kan tidsplaner findes på klubbens hjemmeside www.nspr.dk fra torsdag d. 13. juni. 1. afdeling af DM for hold rides lørdag d. 15. juni ca. kl. 15.00 og finalen rides søndag d. 16. juni eftermiddag.

Kilde: Pressemeddelelse

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner