Trine Askjær-Jørgensen
Hesteinfluenza er en meget smitsom luftvejssygdom, der kan ramme alle heste fra føl til konkurrenceheste og tilmed ældre ”hyggeheste”, der nyder pensionisttilværelsen hjemme i stalden. Sygdommen kan forekomme hele året, men risikoen stiger markant, når heste samles for eksempel til stævner, kåringer, udenbys træningstur eller ved skift af stald.
– Influenza kan være meget belastende for hestens luftveje, og det kan tage flere uger at komme sig over. Da virussen ofte smitter mange heste i samme stald, er vaccination et godt redskab til at reducere risikoen for, at hele stalden rammes af omfattende sygdom, siger dyrlæge Louise Husted Larsen, technical manager for hest i Norden hos Boehringer Ingelheim.
Lige nu, hvor der er højsæson for transport og samling af heste, er det særligt vigtigt at have fokus på forebyggelse og vaccination. Din dyrlæge kan rådgive om det optimale vaccinationstidspunkt for den enkelte hest.
Fem råd til at mindske risikoen for smitte
Hesteejere og -opdrættere spiller en central rolle i at beskytte både egne heste og andre heste i stalden mod sygdom. Følgende fem råd kan hjælpe med at reducere risikoen for, at hesteinfluenza spreder sig:
1. Hold hestene ajour med vaccination
Regelmæssig vaccination er en af de mest effektive metoder til at beskytte heste mod hesteinfluenza. Den styrker immunforsvaret og reducerer risikoen for, at smitte breder sig i stalden. Dyrlægen kan rådgive om, hvornår vaccination er mest hensigtsmæssig.
2. Vær opmærksom ved transport og samlinger
Transport og kontakt med nye heste øger risikoen for smitte, så undgå direkte kontakt med heste, der ikke er en del af den normale flok. Udstyr som spande, grimer og børster bør også være personligt for hver hest og ikke deles.
3. Kend symptomerne
Symptomerne på hesteinfluenza minder om influenza hos mennesker og kan omfatte:
Heste med disse symptomer bør straks isoleres, og dyrlægen skal kontaktes for vurdering.
4. Involver dyrlægen i forebyggelsen
Dyrlægen kan udarbejde en forebyggelsesplan, der tager højde for den enkelte hests behov, uanset om hesten primært er hjemmegående eller ofte deltager i aktiviteter uden for stalden.
5. Tænk på hele flokken
Nye heste, der introduceres ind i stalden, bør være fuldt vaccineret inden ankomst for at mindske risikoen for sygdomsspredning. Vaccination og gode smitteforebyggende rutiner beskytter ikke kun den enkelte hest, men også resten af hestene i stalden og i lokalområdet. Når mange heste er beskyttet, opnås flokimmunitet, hvilket er en vigtig del af ansvarligt hestehold.
Sundhed starter med forebyggelse
Ved at tage hesteinfluenza alvorligt og iværksætte forebyggende tiltag i tide kan risikoen for sygdom reduceres markant. En kombination af regelmæssig vaccination, opmærksomhed på symptomer og gode hygiejnerutiner er med til at sikre, at hestene forbliver sunde og velfungerende. Forebyggelse beskytter ikke kun den enkelte hest, men også hele flokken og bidrager til et stærkere og mere modstandsdygtigt hestemiljø – også i perioder, hvor smittepresset er højt.
/Pressemeddelelse