Helsøster til dansk hingst solgt til rekordpris

02-09-2013 12:51

Signe Wiese

Avl

På det tyske hannoveranerforbunds auktion over føl og avlshopper i august blev en helsøster til den danskejede og danskkårede hingst, Bøgegårdens Santiago, solgt til rekordpris

Copyright Ridehesten.com
En helsøster til den danskkårede og danskejede hingst, Bøgegårdens Santiago (billedet), har opnået rekordpris på auktion i Verden.

Godt 200 føl og 21 avlshopper var udbudt til salg på hannoveranerforbundets auktion den 17. – 18. august. Blandt de udbudte føl var flere efter danske hingste som bl.a. Fürstenball, Blue Hors Zack og Blue Hors Don Romantic. I alt blev der købt 12 føl til Danmark, heriblandt et af auktionens dyreste føl – et hingsteføl e. De Niro, der blev købt til Danmark for 26.000 euro.

Blandt de udbudte avlshopper blev der i år sat prisrekord. Den 4-årige hoppe Solaika e. Soliman de Hus/Wesley blev solgt til Italien for ikke mindre end 62.000 euro, hvilket er den højeste pris en avlshoppe nogensinde har opnået på en af hannoveranerforbundets auktioner. Solaika er helsøster til Stald Bøgegårdens avlshingst Bøgegårdens Santiago, der var præmiehingst ved sin kåring i Tyskland, og ligeledes blev udnævnt til præmiehingst ved Dansk Varmblods Hingstekåring i marts.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner