Nina Marie Villadsen
Ophelingsprocessen af frakturer foregår i tre trin: 1. Den indledende inflammatoriske reaktion, der fjerner det døde væv fra brudstedet. 2. Reparationsfasen der producerer callus (væv der dannes omkring knogleenderne). 3. Remodellering, hvor arvæv bliver knogle. De variabler, der har indflydelse på processen er vægt, belastning og infektion. Ro (fx boksro) mindsker belastningen på frakturen, forbedrer ophelingen og knogleproduktionen, og mindsker callus, mens bevægelse (fx kontrolleret motion) øger belastning, knogleproduktion og ophelingen – så hvilken metode er den optimale? På et tidspunkt i helingsprocessen forbedres ophelingen af en hvis belastning, fx gennem motion. Der er størst risiko for infektion ved åbne brud, iskæmi (manglende blodtilførsel), nekrosis (vævsdød) og lange knoglebrud, som har en femdobbelt risiko for infektion. Risikoen for infektioner kan dog reduceres med antibiotika, god kirurgi og fjernelse af dødt eller inficeret væv. En af de nyere teknikker inden for opheling af knoglebrud er knogletransplantater, hvor en særlig form for stamcellebehandling hjælper til hurtigere knoglevækst og heling. En anden er brugen af flere teknikker samtidigt, som ultralyd, elektromagnetisk terapi og lignende, der styrker knoglen. I fremtiden vil teknikker, som genterapi, måske også kunne benyttes ved opheling af knoglebrud hos heste, men nu er det bedste hesteejer og dyrlæge kan gøre, for at sikre en optimal opheling, en kombination af god kirurgisk teknik, forebyggelse af infektion og en kontrolleret plan for bevægelse og motion. Kilde: The Horse
