Har min hest stress?

17-02-2017 07:45

Man hører ofte om stress i medierne, men det er ikke kun os mennesker der plages af stress, også vores heste kan blive stressede

Copyright Ridehesten.com
Arkivfoto

Mennesker bliver stressede, når de ikke kan kapere dagligdagen og når særlige situationer, krav eller lignende fremprovokerer stress. Stress er et samfundsproblem, hører man tit i medierne og fra politikerne, men der er ikke kun hos os mennesker, at stress skal tages alvorligt. Også vores heste rammes i stigende grad af stress bl.a. pga. at mange af hestene lever en tilværelse, der i høj grad adskiller sig fra et såkaldt naturligt hesteliv, fordi også kravene til hestene bliver for store og fordi hesten nu engang er et flugt-og byttedyr, der er indrettet til at skulle reagere på uvante ting og hændelser, der også kan fremkalde kort-eller længerevarende stress.

Er stress altid negativt?

Man skelner mellem to former for stress - kortvarig stress og længerevarende eller kronisk stress. Kortvarig stress er hestens fysiske og mentale reaktion på en såkaldt stressor, som fx kan være en ting eller en situation. Her kan hesten evt. ønske at slippe ud af situationen ved at flygte, men den kan også vænne sig til tingen/situationen, hvorved stressniveauet sænkes. Når hesten presses i træningen kan den ligeledes opleve kortvarigt, fysisk stress. Den kortvarige stress er ikke farlig, men på grund af den fysiske og mentale anstrengelse har hesten brug for restitution eller pause efter en kort periode med stress - fx en pause væk fra situationen eller tingen, der skræmte den, eller skridtpause fra den anstrengende træning. Får hesten ikke pauser fra perioder med kortvarig stress kan tilstanden blive længerevarende og få negative konsekvenser for hesten. Korte perioder med stress bør som sådan ikke undgås, da de fx også er med til at desensibilisere den unge hest, øge arbejdsviljen hos konkurrencehesten mv.
Længerevarende eller kronisk stress skyldes ikke enkeltstående begivenheder, men er en langvarig tilstand, som oftest skyldes elementer i det daglige management og/eller træning af hesten, der må ændres for, at man kan komme stressen til livs. Denne type stress kan være skadelig for hesten pga. den øgede fysiske og mentale belastning, som hesten ikke har pauser fra til at restituere i.  

Har din hest stress? De kan læse meget mere om den stressede hest, behandling, søvn og meget mere i februar -udgaven af magasinet Ridehesten 2013

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner