Britt Carlsen
I bedømmelsen af hestenes gangarter bruger både avlere og ryttere nogle udtryk, som beskriver gangarterne. Udtryk som, stram skulder, rygsving og det mere dressurmæssige udtryk: hesten sætter sig bagtil. Nyere forskning har dog vist, at disse så velkendte udtryk ikke er dækkende, for det, som rent faktisk sker, når hesten bevæger sig. Men det er begreber opstået af det, som det menneskelige øje opfatter, når vi ser hesten i bevægelse.
Analyser giver nogle svar
I dressurkonkurrencer er det dommernes erfaring og "øje", der bestemmer, hvilken karakter ekvipagen skal have for den viste øvelser og de viste gangarter. Studier har dog vist, at vore øjne ikke er indrettet således, at de kan opfatte bl.a. hestens bevægelser fuldt ud, hertil bevæger hesten sig rent faktisk for hurtigt. Videooptagelser af dressurheste, studeret i slowmotion, og med lysende markører påsat strategiske punkter på hesten inden videooptagelse, har dog gjort forskere lidt klogere på hvordan hesten rent faktisk bevæger sig, og hvad der bestemmer, vores opfattelse af f.eks. en god travbevægelse.
Samling kommer også fra forbenene
Det er hovenes afskub mod jorden, som flytter hestens krop. Hestens bevægelse består af en stående fase og en fase i bevægelse. I bevægelsesfasen indgår to faser, hvor hesten løfter sine ben fra jorden, i det som forskerne kalder protraction (forlængelse), hvor hesten svinger sit ben fremad efterfulgt af retraction (tilbagetrækning), hvor benet føres tilbage.
Det er i denne svingende, bevægelige fase, at man får et indtryk af det æstetiske i hestens bevægelse, og det kunne derfor umiddelbart lyde, som om det er svingfasen vi skal koncentrere os om, ved bedømmelse af gangarter. Det er dog ikke hele sandheden, for det er i den stående fase, hvor hestens hov er i jorden, at den skaber den energi, som skal skubbe hestens krop frem og op af jorden. Og det er i denne fase, risiko for skader opstår.
Når hoven tager kontakt til jorden, så efterfølges det af en fase, hvor hestens krop ruller hen over det ben, som er sat i jorden. I takt med at hestens muskulatur optrænes bliver den afstand kroppen skal rulle hen over det bærende ben, kortere. Det er naturligvis mere sundt for hesten, at tiden hvor benet bærer hestens egen- og rytterens vægt forkortes, men samtidig ændres den vinkel, hvormed hesten placerer sit ben i jorden også. Benet sættes i jorden i en mere lige vinkel.
På plussiden opnås ydermere det, at en kortere afstand mellem faserne; kontakt og løft fra jorden, giver mere kraft til at skubbe hesten op fra jorden.
Uregelmæssig trav er godt?
Undersøgelser har vist, at hvis hesten tager lange skridt, ser bevægelsen ud til at være langsommere, og dermed er den flottere at se på. Er der lang afstand mellem hesten fører sit ben frem og trækker det tilbage (pro- og retraction), giver det tilskueren indtryk af, at hesten er smidig. Gangartskvaliteten vurderes også højere, såfremt hesten ikke bruger længere tid i "stå-fasen" - en kort stå-fase giver indtryk af, at hesten har et godt afskub.
Undersøgelser har også vist, at de heste som vurderes til at være meget velgående, rent faktisk har en uregelmæssig travbevægelse. Hos de heste tager bagbenet kontakt til jorden, før det diagonale forben. Man vurderede ganske simpelt, at denne såkaldte diagonale dissociation var lig med gangartskvalitet. Denne dissociation er oftest næsten umulig at se, selv for det trænede øje, men indtrykket som det efterlader, vurderes til at være en kvalitet. Det blev af dommerne i undersøgelsen vurderet, at denne dissociation, gav indtryk af en god balance og evne til at bære mere vægt på bagparten.
Videooptagelser har vist, at Nicole Uphoffs OL-vinder fra Barcelona og Seoul, Rembrandt, havde en helt tydelig diagonal dissociation. Samtidig rullede han ikke sin krop hen over sine forben, men via et kraftfuldt afsæt med forbenene, skubbede han kroppen af jorden, og dermed holdt han sin forpart løftet.
Hilary Clayton argumenterede for, at selvom man kan se denne dissociation på videooptagelser, så er der ingen grund til at trække ned i karakteren på en, som man ellers kan se med det blotte øje, velgående hest.
Se passagen i trav
Når undersøgelser viser, at dommerne vurderer hestens evne til afskub højt i bedømmelsen af gangarter, så kan man også herudaf forstå vigtigheden af, at hesten i træningen lærer at skubbe sin krop op af jorden og ikke fremad.
Heste, der har problemer med at skubbe sig selv op af jorden i travbevægelsen, reagerer ved at blive vide bag for ikke at træde på sig selv i de øgede gangarter. Det skulle gerne ændres, som hesten bliver ældre og stærkere (såfremt det ikke skyldes dovenskab fra hestens side), men indtil da, er det en fejl, som dommerne giver et fradrag i karakterbogen for. Det er nemlig dommernes job, at vurdere præcist det de ser, og ikke gisne om, hvordan hesten kan forventes at udvikle sig.
Det er dog til en vis grad muligt at spå om fremtiden alligevel, hvis man betragter en hests travbevægelse. Den højde og bue som forhovene beskriver i trav ændres ikke meget, når hesten går i piaffe eller passage. Forbenets naturlige bevægelse i trav kan derfor give oplysninger om, hvor udtryksfuld hesten bliver i de svære øvelser
Indundertramp kan ikke forbedres
Det er hoften, som er ansvarlig for at flytte hestens bagben, mens hasen har til opgave, at løfte hoven fra jorden. Igen er det hestens evne til at vise en lang svævefase efterfulgt af en nærmest eksplosiv kontakt og afskub fra jorden, som giver indtryk af den bedste bevægelse.
Modsat mange ryttere og træneres opfattelse, så har undersøgelser vist, at bagbenes fremadgående svingfase (protraction) ikke forbedres i takt med hestens uddannelse. Hvilket vil sige, at hesten ikke lærer at træde længere ind under sig med bagbenene i træningen. Og derfor kan man også forstå vigtigheden af at udvælge heste, som fra naturens hånd, træder godt ind under sig!
Det vi ser med øget træning er forbenenes evne til at løfte forparten, og bagbenenes evne til at øge afskubbet fra jorden.
Den olympiske rytter Tineke Bartels og hendes heste har i øvrigt indgået i et forsøg, hvor man undersøgte begrebet samling og selvbæring. Ved at lade hestene arbejde på en trykplade og ved brug af videooptagelser viste det sig, hvordan hesten forskyder sin vægt mellem for- og bagpart, som samlingsgraden øges. I parade bærer hesten omkring 55% af sin vægt på forparten, og omkring 45% på bagbenene. Undersøgelsen viste, at hos flere heste flyttes den vægt ikke nævneværdigt, når hesten samles. Nogle få heste kan dog flytte mere vægt mellem for- og bagparten, og de heste, som har den evne, er tydeligvis de heste, som har den bedste balance. Dette har fået forskerne til at fastslå, at evnen til at balancere, hænger sammen med hestens evne til at bære mere vægt på bagparten. Undersøgelsen har dog også vist, at heste sagtens kan konkurrere på det højeste niveau, selvom denne evne, til at flytte vægten fra for- til bagpart, mangler.
Albuen bestemmer skulderfriheden
Jo højere hestens hoved og hals er løftet, jo højere vil hesten kunne løfte sin overarm. Det er albueleddet som svinger forbenet frem og tilbage, og ikke skulderen, som mange tror. Hele muskelarbejdet sker i albuen og i overarmen, mens hestens muskulatur i underbenet (pibe, kode, kodeled) er helt afslappet i næsten hele svingfasen. Det betyder også, at hvis hestens underben svinger, så skyldes det den måde hestens knogler er stablet ovenpå hinanden, og ikke en bevidst muskelbevægelse fra hestens side. Det er først lige inden hoven sættes til jorden, at muskulaturen i underbenet aktiveres.
Man kan se heste, der især i den frie trav, laver en art piskesmæld med forhoven. Den stødes nærmest forud og op, så man kan se hovens underside, hvis man ser hesten forfra. Man har tidligere ment, at dette piskesmæld skyldes en stivhed i hestens bevægelse/skulder. Undersøgelser har dog vist, at bevægelsen skyldes en lille smule ukoordination i hestens bevægelse. Det sker, hvis hesten trækker sit ben tilbage (retraction) før den fremadgående bevægelse i underbenet har nået sit maksimum.
Du kan tegne abonnement på magasinet Ridehesten HER
Artiklen har tidligere været bragt i magasinet Ridehesten.
