Maja Golles
Hvornår er dressurhesten klar til at deltage i konkurrencer? Det kan der ikke gives et endegyldigt svar på, for det er afhængigt af hestens temperament, indlæringsevne og uddannelsesniveau. Rytteren bør holde fokus på at sikre hestens indlæring, og erkende, at konkurrencedeltagelse er et led i hestens uddannelse og en del af den grunduddannelse, man giver hesten. Det er heller ikke kalenderen, som er afgørende for, hvornår hesten skal gå konkurrencer Hestens tillid til rytteren og dermed også dens uddannelse kan få et alvorligt tilbageslag, såfremt den udsættes for opgaver, den ikke er uddannelsesmæssigt og mentalt klar til at håndtere.
I en artikel i magasinet Ridehestens februarnummer fortæller dressurrytter og -træner berider Hasse Hoffmann, Søholt Gods, om forberedelse til stævnedeltagelse og giver gode råd til, hvordan man kan være med til at give hesten nogle succesoplevelser ved ridestævnerne.