Vi skal helt tilbage til år 2000 f.Kr. for at finde det omtrentlige tidspunkt, hvor mennesket og hesten først begyndte at dele historie. Fra den tid og frem til nutiden har biddet været en vigtig del af den kontrol, rytteren har udøvet overfor hesten. Mennesket har i den mellemliggende tid udviklet sig sammen med hesten, og det samme har rytterens fornemmelse og forståelse af begrebet – kontrol. Fra styrke, nærmest vold omfattende smerte, til hestens villige accept af biddet, og rytterens forståelse for de muligheder de mange former og metaller tilbyder for at skabe en tillidsfuld forståelse og kontakt mellem hest og rytter.

Det rette materiale
Der anvendes flere forskellige materialer til fremstilling af bid. Tidligere var det fortrinsvis jern, som blev anvendt til fremstilling af bid, det materiale blev erstattet af rustfrit stål, og indenfor de senere år er der kommet nye metallegeringer til.
Rustfrit stål består af en blanding af jern, krom og nikkel, og den sammensætning er neutral - lugt- og smagsfrit. I 1980’ere blev forskellige materialer til fremstilling af bid testet på tyske ridecentre. Man sammenlignede de traditionelle rustfrie stålbid med bid fremstillet af en blanding af 60% kobber, 12-16% nikkel og 18-12% zink, kaldet ”tysk sølv”.

Undersøgelsen viste, at heste med mundproblemer begyndte at tygge på de ”tyske sølv-bid” og virkede mere afslappede. Undersøgelser viste også, at det er kobberindholdet som stimulerer hestens spytproduktion gennem en oxidation.
Den tyske bidfabrikant Sprenger har produceret bid siden 1872, og det var dem som tog initiativet til at udvikle nye metallegeringer i bidproduktionen. Det var også Sprenger, som efter adskillige tests udviklede den nye metalsammensætning ”Aurigan” og senest nu også "Sensogan", som nu bruges i et stort antal bid.

Hestens anatomi
Nøglen til at forstå hvordan biddet i almindelighed påvirker hesten, ligger i forståelsen af hestens anatomi. Hestens tunge, hoved, hals og forpart har relation til bevægelsen via en muskelforbindelse der starter i tungen. En del af tungens muskler tilhæfter på et lille ben i hestens hals, kaldet tungebenet. De to store halsmuskler tager også udgangspunkt i tungebenet, og disse halsmuskler hæfter til brystbenet og boven. Dermed er der direkte kontakt fra tungen til brystbenet. Det får naturligvis betydning, såfremt hesten spænder i tungen som følge af et forkert tilpasset bid eller en rytter med ufølsomme hænder. Det resulterer i en uønsket spænding på bl.a. undersiden af hestens hals, hvor man dybest set ønsker, at hesten skal være afslappet. Er hesten meget spændt i muskulaturen omkring brystbenet, så er det ikke muligt for den at arbejde ”over ryggen”, dvs. aktivere den cirkel af muskler, som forbinder nakken med halen og går langs undersiden af hestens ryg op mod nakken.

Læs også: Landstræner vejrer guld til ponypigerne

Desuden findes der nogle små muskler, som forbinder tungebenet og et område omkring nakken, som er centrum for balancenerven, og den del af hestens nervesystem, som er en væsentlig del af hestens evne til at koordinere sine bevægelser. I dag produceres mange trenser også med en foring i nakkestykket, netop for at dette ikke skal udøve et for stort tryk på disse muskler og nerver i nakken.

Hele artiklen har været optrykt i magasinet Ridehestens majnummer 2006 under titlen: Valg og brug af bid