Sophie Asp Laursen
Vi er nu halvvejs med dressuren, hvor Tyskland velfortjent løb af med holdsejren i Grand Prix her til eftermiddag. Jeg har allerede været i North Carolina i 13 dage, og selvom dagene er lange (jeg er på stævnepladsen fra 6.30 til mindst 19.30 hver dag) og fulde af oplevelser, indtryk og nye bekendtskaber, så går de lynhurtigt!
Kaotisk optakt
Da jeg først ankom til stævnepladsen, som afholdes på Tryon International Equestrian Center, (TIEC) søndag eftermiddag i ugen op til konkurrencerne, var det meget svært, at forstille sig, hvordan stedet nogensinde skulle stå klar til at afholde verdens fjerdestørste sportsevent i 2018. Selve TIEC blev opført i 2015 med fire store stævnebaner, syv stalde med op til 100 bokse, selve Tryon Arena samt spisesteder og butikker mm. Alle disse faciliteter er absolut topklasse og der er ikke en finger at sætte på det. Det, der til gengæld vakte bekymring var, at hverken indkørslen til stævnepladsen, indendørsarenaen til voltigering og reining, mediehuset, VIP-området, den store US Trust Arena til dressur og springning eller hotellet, der alt sammen blev sat i værk op mod stævnet, ikke var i nærheden af at kunne modtage alle de tusindvis af mennesker, der skulle ankomme henover de næste tre uger. De har været i gang døgnet rundt (og er det endnu) og hver morgen, når vi er ankommet med bus fra den camp, vi frivillige er indlogeret på, har vi virkelig kunnet se store forandringer på stævnepladsen – heldigvis!
Nye arbejdsopgaver
Selve de fysiske rammer var desværre ikke det eneste, der haltede gevaldigt. Generelt har jeg haft svært ved at få information omkring mine vagter, og det var først onsdag eftermiddag inden afrejse fra København lørdag morgen og første vagt søndag, at jeg fik nærmere besked om mine vagter, hvilket var lidt en stressfaktor op til. Da jeg ankom på stævneklinikken, som drives af det lokale hestehospital, blev jeg mødt med beskeden om, at FEI netop havde ændret reglerne, så kun FEI Officials havde adgang til hestene i lufthavnen og karantænestalden. Dette var virkelig en skuffelse for mig, og det var tydeligt, at de dermed ikke vidste, hvad de så skulle stille op med mig, da der endnu ingen heste var ankommet. Jeg fik i stedet en kost i hånden og blev bedt om at feje bokse i 30oC varme og 80% luftfugtighed – en effektiv måde at forbrænde kalorier på! Jeg fik dog lov til at overvære de første lastbiler med heste, der kom direkte fra lufthavnen og ankom til karantænestalden, hvilket var en stor oplevelse, at være tilstede da den allerførste hov ramte stævnepladsen.
Førstehjælp og isolation
De efterfølgende dage hjalp jeg bl.a. med at pakke førstehjælpstasker til hestene, der skulle ”væk” fra stævnepladsen dvs. distance- og militaryhestene. Selvom det var en samlebåndsopgave, var det fedt, at få styr på, hvad der er brug for, hvis en nødsituation skulle opstå; dette var f.eks. bandager og omslag, væsketerapi, termometer, kateter etc. Jeg blev heller ikke helt snydt for at assistere dyrlægerne, når hestene ankom, da jeg kom på arbejde i én af isolationsstaldende for piroplasmose, som primært opstalder de sydamerikanske distanceheste. Sammen med de studerende fra AAEP (American Association of Equine Practitioners) havde til opgave at udfylde hestenes papirer korrekt samt at notere temperatur, puls og respiration samt evt. andre bemærkninger. Det var rigtig fedt, at få indsigt i og være en del af det arbejde, som FEI dyrlæger udfører til internationale stævner, selvom det foregik på stævnepladsen og ikke i lufthavnen.
Orkanen Florence truer
I skrivende stund er orkanen Florence på vej mod Tryon, men indtil videre har vi kun fået enkelte, men meget våde regnskyl. Bekymringen blandt folk virker minimal, og det forventes, at vi blot får rigtig meget vand henover weekenden samt en stærk vind, dog ikke værre end at man godt kan bevæge sig ud i det. Alle er meget spændte på, hvad der kommer til at ske de næste par dage, men indtil videre har vi haft overvejende høj sol og høj luftfugtighed, så der er (endnu) ingen grund til bekymring.
