Tine Gutfelt
For den er ikke vild med konceptet med at flytte.
Flyttedagen, boede han på badeværelset, mens huset blev tømt, og derefter i bur, og sad i bilen i 3-4 timer (under nærmest konstant overvågning af min datter, der synes det var forfærdelig synd, han skulle side der. Jeg synes så det ville være mere synd, at udsætte ham for al den panik, der var i huset, med flyttemænd og folk ind og ud af døren.
Derefter fik han et badeværelse, og der gemte han sig så i ca 12 timer.
Dagen efter fik han så den lille entre, og allerede samme aften, fik han hele bryggerset, som er vældig stort, men også har vindue ud mod have, samt hønsene. Og her startede det sjove.
Første reaktion på høns var: ”Hov, hvad er det???? Jeg må hellere gemme mig”. Og så så vi ikke mere til ham i et par timer.
Sådan gik de næste 48 timer-ish. Og langsomt fik han resten af huset.
Men han er jo en udekat, så på et tidspunkt skulle den jo ud.
En god uge før flytningen havde jeg været i den lokale dyrehandel og købe et genialt halsbånd til ham, som havde en lukning, der springer forholdsvis nemt op, men der er også plads til at skrive navn eller telefon nummer i. Så det fik han på allerede inden flytning, så han var tilvænnet det der.
Første dag ude, satte vi så en lille snor i det her halsbånd, og katten kravlede ud af terrassedøren, løb forbi hønsene, gik om til hoveddøren og kradsede i måtten. Og løb så tilbage. -Så hurtigt, at vi fandt ud af en anden løsning skulle findes, da halsbåndet gik op.
Dagen efter køber min søde og betænksomme kæreste en sele til hundehvalpe… Jeg kan så konstatere at min ”lille” kat, er større end en hundehvalp. Men min evig kloge datter, hæklede lige en forlænger snor, og vupti, så passede den.
Alle var begejstret – Undtagen katten. Om det var den lyserøde farve, eller det han fik sele på, ved jeg ikke. Men bevægelse var der ikke meget af. Han lagde sig fladt på gulvet, også var den sag ude af verden – Troede han.
Jeg er heldigvis også stædig anlagt, så jeg bar katten ud på terrassen, også kunne han da godt gå lidt. Meget lidt. Ca 3 trin. Også lå han fladt ned igen.
Efter noget tid, vandt nysgerrigheden over ydmygelsen, og han rejste sig, og begyndte at udforske haven. De første 20 min gik rigtig fint. Vi kom godt omkring, under træer, igennem krat, men jeg fulgte troligt med.
Men så fik han øje på en fasan, og den skulle jagtes. Da jeg sagde nej tak til den oplevelse, så blev han sur igen, og lagde sig ned i over 20 min igen.
Til sidst mistede jeg min tålmodighed, løftede Hr. Surensen ud af krattet, og forsøgte at trække ham hjem. Det ville han ikke. Nu ville han hoppe ned i vores sø. Igen, sagde mor nej, og igen, blev han sur, lagde sig ned og så svært skuffet ud. Her stod vi i næsten 40 min, før jeg besluttede, at nu skulle vi ind igen. Katten havde været så flink, at ligge sig i noget krat, der både rev og var fuld af brændenælder, så mine bare ben, var rigtig glade efter den oplevelse, og overdøvede totalt missen, der knurrede det bedste han havde lært.
Samme aften sneg han sig ud, mens vi spiste. Jeg forsøgte at være totalt casual med ”at en dag skal jo være den første” men indvendigt, var jeg ved at dø. Og efter 5-10 min begyndte jeg at lede efter ham. Der var han i færd med at tjekke gårdsplads og længe ud.
Jeg besluttede, at det virkede som om han havde styr på det, så gik tilbage til min mad.
Han havde også totalt styr på det, for han hoppede op på taget af vores skure, og fik det store overblik deroppe fra. -Lige indtil han skulle ned igen, og ikke kunne regne ud, hvordan det skulle foregå.
Så var han pludselig en meget lille misse-tat, der skulle hjælpes ned.
Frem med stien og wupti, så var han nede.
Siden den dag, har han gået frit. Og det er gået godt. Han virker til at trives rigtig godt. Han kredser stadig (til min glæde) mest om huset, haven eller os, så jeg har hele tiden en fornemmelse af, hvor han er.
(Men han synes tilgengæld at kattebakken er bedre at bruge end naturen…. Utroligt efter 10 år som udekat).
