Fornem titel til dyrlæge Nicolai Jarløv

30-04-2022 11:43

Som den første dansker nogensinde, er Nicolai Jarløv blevet uddannet til level 4 FEI-dyrlæge og det betyder at han blandt andet kan være ledende dyrlæge til OL, VM og EM. Netop det får han brug for, når han ved VM i Herning skal være præsident for den veterinære kommission

Copyright Ridehesten.com
De 18 udvalgte dyrlæger fra hele verden, med Nicolai yderst til højre. Foto: Privat

For første gang har Danmark fået en hestedyrlæge, som er blevet uddannet og indgår i gruppen af level 4 dyrlæger i FEI. Level 4 er den højeste uddannelse blandt dyrlæger i FEI-regi og denne gruppe bruges blandt andet ved OL, VM og EM samt andre store mesterskaber. Level 4 uddannelsen er et nyt tiltag fra FEI, så derfor er denne gruppe den første til at blive uddannet på dette niveau. 

Nicolai Jarløv blev i 1984 blevet uddannet dyrlæge fra Den Kgl. Veterinær og Landbohøjskole og efter ansatelse på kirurgisk afdeling selv samme sted, forsvarede han i 1988 sin PhD om inflammations mediatorer ved alvorlig systemisk sygdom. Sammen med dyrlæge Jens Thuen, startede Nicolai i 1989 Hørsholm Hestepraksis, hvor han stadig har sin daglige gang.

I april måned tog Nicolai til FEI's hovedkontor i Lausanne i Schweiz, for at færdiggøre den endelige level 4-uddannelse sammen med 17 andre udvalgte dyrlæger fra hele verden. Udover fire større eksamener siden januar, skulle de også igennem en større psykologisk test og trænes i krisekommunikation. Den bestod han og dermed kan han bryste sig af at være den første danske dyrlæge til at blive FEI-dyrlæge på level 4.

Når dressurdommer Susanne Baarup Christensen skal være præsident for Ground Jury, ved VM i Herning, så bliver hun ikke den eneste med den fornemme titlen som præsident. Det gør Nicolai også, når han skal være præsident for den veterinære kommission til VM i dressur, ridebanespringning og voltigering i Herning til august.

Copyright Ridehesten.com
Den veterinære kommission til VM 2022 samlet i Lausanne. Fra venstre Nicolai Jarløv (præsident), Kim fra USA, Juliane fra Brasilien, Marco fra Schweitz og Karl Henrik fra Sverige. Foto: Privat
Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner