Flotte præstationer i PL-holdkonkurrencen

06-09-2024 18:38

Trine Askjær-Jørgensen

Med to ridt til omkring 70% og ét godt derover leverede de danske paradressurryttere flotte præstationer i holdkonkurrencen ved PL i Paris, specielt taget i betragtning, at to af rytterne er debutanter i denne sammenhæng, og at det var uden Danmarks stærkeste kort på holdet

Copyright Ridehesten.com
Foto: FEI/Liz Gregg
Nyheden fortsætter efter annoncen

Efter en hviledag torsdag gjaldt det i dag holdkonkurrencen i paradressur ved de paralympiske lege i Paris. Tirsdag og onsdag blev de første klasser redet, hvor to danske ryttere gik direkte videre til de individuelle finaler lørdag.

Det var superstærke hold, der konkurrerede om medaljerne i dag, hvor Danmark kæmpede for at veksle fjerdepladsen fra PL i Tokyo med en plads på podiet.

Landstrænerne fra hver af nationerne havde valgt tre ud af deres fire ryttere, som skulle ride om holdmedaljerne. Den danske landstræner i paradressur, Astrid Gemal, slap imidlertid for at tage den beslutning, da Danmarks nok stærkeste kort på hånden, den dobbelte PL-guldvinder fra Tokyo Tobias Thorning Jørgensen og Jolene Hill e. Blue Hors Schufro Hit/ Windsor (opdr. Hanne Andreasen), desværre måtte trække sig allerede, inden konkurrencerne gik i gang, idet DV-hoppen havde fået transportsyge.

Fakta
Graderne i paradressur

Der findes fem grader, grad I, II, III, IV og V, i paradressur. Grad I er for de ryttere, der har den mindste kropsfunktion, og her rides kun i skridt. I grad II og III rides der i skridt og trav, og i grad IV og V, hvor rytterne har den højeste kropslige formåen, består dressurprogrammerne af øvelser i alle tre gangarter.

Ridningens korrekthed forventes at være den samme som i raskridning, så et handicap er altså ingen undskyldning. Rytterne skal derfor finde løsninger og arbejde med deres udfordringer for at udføre dressur på højt niveau, hvilket er et af de imponerende elementer ved paradressur.

Fold up

Første danske rytter på banen for holdet allerede i formiddag var grad IV-rytteren Pia Wulff Jelstrup, der er PL-debutant og i det hele taget rider sit første internationale mesterskab her i Paris. 56-årige Pia lever med sklerose og begyndte først for få år siden at ride paradressur og har dermed på rekordtid redet sig ind på det danske landshold.

Sammen med den 10-årige DV-hoppe Zafia e. Blue Hors Zee Me Blue/ Caretino (opdr. Gitte Elkjær Kjeldsen) leverede hun op til sit bedste i dag. Hoppen var rigtig fin i formen; stod flot og stabilt fortil og arbejdede rigtig godt igennem kroppen. Pia valgte at ride letridning i slangelinjer og øgningerne i trav for at hjælpe hesten bedst muligt. I paraden måtte hoppen godt have stået lidt mere stille, men skridtpiruetterne, hvor Zafia gik lidt i stå i onsdags, lykkedes rigtig fint i dag. Pia red meget klogt piruetterne lidt større for, at hoppen blev ved med at træde hele vejen rundt med bagbenene. Parret demonstrerede en rigtig flot fri skridt med stor overtrædning og godt stræk. Efter et flot galopprogram med gode øgninger på buet spor, slangelinjer og overgange til trav, hvor særligt den anden lykkedes virkelig godt, endte de med flotte 70% ligeud.

Copyright Ridehesten.com
Pia Wulff Jelstrup og Zafia. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Sidst på eftermiddagen var det så endelig tid til at få de sidste to danske ryttere på banen, nemlig Katrine Kristensen og Karla Dyhm-Junge, der begge var med på det sølvvindende hold ved VM i Herning 2022.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Først af dem var grad II-rytteren Katrine sammen med den 16-årige dansk varmblodsvallak Gørklintgårds Quater e. Quaterback/ Blue Hors Don Schufro (opdr. Jørgen Ravn). Parret lagde allerede godt fra land i tirsdags, hvor de tog sølv, og der var lagt i kakkelovnen til endnu mere i dag.

Han så frisk og noget vågen ud, da ekvipagen kom ind og red rundt om banen, men energien er også præcist, hvad der gør, at Katrine kan få det til at se så let ud, og hun håndterede det til perfektion. Vallakken gik med sådan et dejligt sving i traven med super afskub fra bagbenene henover ryggen til hånden, hvor han stod flot i lodret eller endda lidt foran med næseryggen. Der var rigtig fine schenkelvigninger, gode overgange mellem trav og skridt, og Quater strakte sig rigtig flot i den frie skridt. Generelt var der rigtig godt flow i programmet, og på trods af energien fik Katrine vist ham med en ro og samtidig power. Det blev til hele 75,2% for ridtet.

Copyright Ridehesten.com
Katrine Kristensen og Gørklintgårds Quater. Foto: FEI/Liz Gregg

Sidste danske ekvipage på banen var grad III-rytteren Karla med dansk varmblodshoppen Miss Daisy e. De Noir/ Blue Hors Future Cup (opdr. Marianne Brinck Stengaard), der også er PL-debutant og ovenikøbet yngste rytter i feltet. Den 14-årige hoppe går med et pragtfuldt sving og rytme i traven, og parret leverede flotte øgninger. Den frie skridt lykkedes virkelig godt, hvor Daisy strakte sig superflot og gik med stor overtrædning. I skridtpiruetterne gik hun lidt i stå bagtil i den første og skruede lidt i den anden. Et rigtig flot ridt, hvor der dog også momentvis var lidt modstand fortil og blev lige rigeligt med spændinger og uro i overgangene. Men alligevel opnåede de 69,6%.

Med i alt 214,800 procentpoint blev det til en ottendeplads for Danmark i holdkonkurrencen, der med 235,567 blev vundet af USA, hvis hold i år bestod af nogle virkelig stærke ekvipager. Sølvet gik til Holland med 232,850 og bronzen til Tyskland med 223,751.

Resultatet af holdkonkurrencen.

Stævnets start- og resultatlister.

I morgen står den på de individuelle finaler, som går i kür, og her har Danmark to ryttere til start: Katrine Kristensen og Karla Dyhm-Junge, men inden da skal deres heste igennem endnu et vettjek.

Copyright Ridehesten.com
Karla Dyhm-Junge og Miss Daisy. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen
Fakta
Tidsplan for paradressuren

Lørdag den 7. september kl. 9.30-18.00: Individuel finale i kür for grad I, II, III, IV og V

De paralympiske lege i Paris kan følges på DRTV, DR1, DR2 og dr.dk.

Fold up
Kristine Ulsø Olsen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Kristine Ulsø Olsen