Annika Knudsen Lorentsen
En festlig dag på Vilhelmsborg ved Danish Christmas Show 2023 er nået vejs ende, og det var ikke kun julestemning der betonede dagen i dag. Der var nemlig også fødselsdagsfejring på programmet. Casper Cassøe Krüth som er en af hovedkræfterne bag arrangementet fylder i dag 40 år, og i den anledning havde teamet bag stævnet arrangeret en uformel reception.
Her fik Casper, der ellers havde understreget, at han ikke ønskede sig eller forventede gaver, et samlet gavekort fra de personer, der alligevel ikke kunne lade være at give ham en gave i dagens anledning. Han fik ligeledes en ramme med hilsner fra hjælperteamet ved Christmas Show.
Vinder og fødselar
Det var ikke kun Casper der i dag kunne fejre sin fødselsdag. Det kunne også Ane Pedersen Mylin, som i dag tog sejren i klassen for 6-års heste. Det gjorde hun med Apoki M e. Catoki/Bøgegårdens Apollo (opdr. Thue Mylin). Ane blev fejret med fødselsdagsmusik under præmieoverrækkelsen, og i videointerviewet nedenfor kan I høre Ane fortælle mere om hesten, som hun vandt med og om at få en fødselsdagshilsen med på vejen i dag.
Jansen bedst i S-klassen
Dagens højeste klasse var en S-klasse på 145 cm, hvor det lykkedes fire ekvipager at ride fejlfrit. De fire ekvipager skulle dyste om sejren i omspringningen, og her leverede Christian Jansen den hurtigste af to fejlfrie ridt.
Det gjorde han i sadlen på Stenvangs Daiquiri e. Catoo/ Clarimo (opdr. Theresa Dueholm Petersen). Andenpladsen tog Kamilla Ladefoged Rasmussen med Come Undone ONe e. Chacco-Blue/ Cento, mens tyske Jan Meves tog tredjepladsen med Dynastie D.
Julestemning i VIP
Her til aften var der julemiddag i VIP'en, og her var der fuldt hus og god stemning. I morgen er der ligeledes forplejning i VIP'en, hvorfra man kan nyde god mad og overvære de mange spændende konkurrencer, som morgendagen byder på.
I morgen er der flere finaler på programmet, der er Christmas Show Grand Prix på 150 cm, knock out og Six Bar. I sidstnævnte er der i skrivende stund otte ekvipager tilmeldt, og det bliver spændende at se, hvor højt forhindringerne kommer op i år.