Cecilia Lindahl
Traditionen tro afholdes 2.afdeling af Baltic i Fredensborg. Stævnet er allerede godt i gang, og de unge ryttere har været på banen flere gange.
Danskerne måtte se sig slået ved torsdagens konkurrencer
Der er blevet redet stærkt ved torsdagens konkurrence ved Baltic Cup i Fredensborg, men desværre ikke hurtigt nok til, at danskerne kunne indtage førstepladsen i henholdsvis Children Big Tour og CSIJ Big Tour.
I Children Big Tour 110-115 cm blev det den norske rytter Thea Guliksen og Pokerface, der løb af med sejren. Ekvipagen var hurtigst efter omspringningen og endte i tiden 29.95 sekunder.
Andenpladsen gik til danske Line Busk Heltborg på DV-hesten Ace of Beadeebell e. Heartbeat/Royal Z II(opdr. Lisbeth og Mogens Svane Rasmussen) med to nulrunder, red ekvipagen ind i tiden 31.36 sekunder, stærkt efterfulgt af endnu en dansk rytter, Madelen Bennetsen med Mb Calida i tiden 31.64 sekunder.
I CSIJ Big Tour 130 cm gik sejren til svenskerne. Her blev det Andre Brandt og Miss Hope, der løb med sejren.
Hurtigste dansker på banen blev Sofie Rask Thomsen på Vedette B M e. Sheyenne De Baugy/Orkaan. Ekvipagen snuppede andenpladsen med tiden 30, 72 sekunder, mens tredjepladsen gik til Christine Thirup Christensen og vallakken Lui Vition e. Lancer III/Clinton.
Dannebro til tops fredag
Ved fredagens konkurrencer vendte heldet for de danske ryttere, der indtog flere placeringer.
I CSIO Big Tour 120 cm blev det en dansk sejr til Maria Nørregaard Langhoff på Pepper Ann 7. Der var ingen tvivl om, at Maria og Pepper Ann 7 var hurtigste ekvipage på banen for med hele 3,25 sekunder til andenpladsen red ekvipagen ind på en sikker førsteplads med nul fejl efter omspringningen og i tiden 30,47 sekunder. Andenpladsen gik til den svenske rytter Emelie Sandelius og Craft Boy, der red ind i tiden 33,72 sekunder.
I Children Big Tour Team 115-120 cm besatte danskerne både 1-,2- og 3. pladsen. Det blev Cecilie Kjær på DV-hesten Aagaardens Elina e. Concorde/ A'Khan Z( opdr. Christoffer Aagaard Melson), der var hurtigst efter omspringningen og red ind i tiden 33,12 sekunder. Gustav Christian Jacobsen besatte andenpladsen med den 7-årige Fayot e. Lupicor H/Edison. Ekvipagen red to nulrunder og endte i tiden 34,61 sekunder. Cecilie Kjær var en travl ung dame på banen i dag, med hesten Hungry Heart De Lux kunne hun nemlig snuppe tredjepladsen, efter nul fejl i omspringningen red ekvipagen ind i tiden 34,74 sekunder.
Også Juniorrytterne var på banen i CSIJ Big Tour Team 135 cm, hvor det blev til endnu en dansk sejr. Theodor Wildfang Just Linde kunne stille sig øverst på sejrsskamlen efter han sammen med hesten Grand Cru Van Paemel e. Cicero Z/Silvio I var hurtigste ekvipage på banen, der red ind i tiden 35,12 sekunder.
Se alle resultaterne HER