Farvel til legendariske Rusty

07-08-2013 09:17

Den anerkendte tyske dressurrytter Ulla Salzgeber har offentliggjort via Facebook, at hun i sidste uge desværre måtte sige farvel til sin tidligere tophest Rusty

Den tyske dressurrytter Ulla Salzgeber fandt frem til den store, røde vallak Rusty e. Rebus/Akcent (f.1988) gennem sin tidligere træner, danske Palle Thomsen (læs om Palle Thomsen i Ridehestens januarnummer 2012). Rusty kom helt fra Minsk i Hviderusland til Alexander Moksel, hvor Palle Thomsen var ansat. Med Ulla Salzgeber i sadlen blev han en af sin tids absolutte topheste – i en næsten konstant duel med Anky van Grunsvens Bonfire og Isabell Werths Gigolo. Inden han i 2004 blev pensioneret fra sporten opnåede ekvipagen blandt andet at vinde individuel bronze og sølv ved OL i henholdsvis 2000 og 2004, samt holdguld begge år, individuel bronze og holdguld ved VM i Rom 1998 og i Jerez 2002, holdguld ved EM i Verden 1997, samt individuelt sølv og holdguld ved EM i Arnhem 1999, og individuelt og holdguld ved EM i Verden 2001. Dertil vandt han World Cuppen, både i 2001 på Vilhelmsborg og igen året efter i ’s-Hertogenbosch.

På sin Facebookside skrev Ulla Salzgeber sent i aftes:

- Sidste uge var det desværre kommet så vidt: Min elskede Rusty lagde sig ned på sin fold og ville ikke mere. Vi hentede dyrlægen og lod ham fredeligt sove ind. I 7 år har Rusty nydt sit otium i Ungarn på en vidunderlig fold under Andreas’ bedst mulige pleje, sammen med sin bedste ponyven Motte. Det er godt at vide, at han endnu nåede at få så mange gode år, efter at han var den bedste og mest trofaste partner på dressurbanen, som man kunne forestille sig, i så mange år. Det sker tit, at jeg tænker tilbage på vores bedste sejr, vores første sejr ved de tyske mesterskaber i 2000 i Balve. Og endnu oftere tænker jeg på den enestående følelse, som Rusty gav mig ved utallige stævner. Han vil altid være enestående for mig. Tak RUSTY.

Se video af Ulla Salzgeber og Rusty i boksen til højre.

Videoer

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner