Facebook hjalp Anne-Mettes moderløse føl

29-04-2021 13:02

I sidste uge stod europamester for U25-ryttere, Anne-Mette Strandby sammen med sine forældre med et føl, hvor moderen måtte aflives akut. Via Facebook lykkedes det at finde en reservemor til føllet, som ellers havde nægtet at indtage mælkeerstatning

Copyright Ridehesten.com
Hingsteføllet efter Atterupgaards Barcelo som nu er knapt 14 dage gammelt. Foto: Privat

Moderløs blot fire dage gammel
For dressurrytter Anne-Mette Strandby og hendes forældre blev et lykkeligt øjeblik pludselig forvandlet til deres værste mareridt, da deres fire dage gamle føl efter Atterupgaards Barcelo, pludselig blev moderløs i sidste uge. Anne-Mette som til daglig er ansat som rytter på Helgstrand Dressage, har de sidste seks år siddeløbende avlet på hobbyplan i samarbejde med hendes forældre som holder til ved Graastengaard Dressage i Varde. 

Familien syntes at den ene avlshoppe, som skulle have sit syvende føl, havde været lidt anderledes op til folingen, men de kunne ikke rigtig sætte fingeren på hvad der præcist var anderledes. 14 dage efter terminsdatoen folede hoppen og ud kom et smukt hingsteføl, hvor også efterbyrden fra hoppen kom ud samtidig med føllet. Derefter gik der et par dage hvor hoppen virkede til at have godt, men den lå meget ned. 

– Hoppen spiste og havde afføring som hun skulle, så vi kunne ikke rigtig finde ud af om hun havde kolik eller ej. Vi havde dyrlæge et par gange, som scannede og troede at hun havde urinvejsinfektion, som vi behandlede hende for. Da føllet var fire dage gammelt blev hoppen pludselig meget værre, så vi kaldte dyrlæge igen, som syntes at den havde en udposning på maven, fortæller Anne-Mette.

I samråd med dyrlægen, læssede Anne-Mettes forældre hoppen og føllet, og kørte til Højgård Hestehospital på Fyn. Her blev hoppen igen scannet og her kunne de se at hun havde infektion i bughulen og ikke stod til at redde. Hoppen blev akut aflivet og efterfølgende obduceret, hvor det viste sig at tarmen var drejet og sprængt, som gjorde at alt afføring endte i bughulen. 

– Pludselig stod vi der, med et fire dage gammelt føl som nu var moderløst. Mine forældre blev sendt hjem til Varde med føllet og på vej hjem sad min far i traileren med føllet. Midt om natten gik jeg så i gang med at lave et opslag på Facebook, om at vi manglede en ammehoppe og allerede næsten morgen havde jeg fået flere henvendelser fra folk som gerne ville hjælpe os, fortæller Anne-Mette.

Copyright Ridehesten.com
Den 20-årige DV-hoppe har taget føllet til sig som var det hendes egen. Foto: Privat

Kunstig fødsel blev en succes
Det første som familien prøvede var en islænderhoppe som ikke boede langt fra Varde. Hoppen havde haft føl sidste år og den dannede hurtigt mælk, så føllet fik pattet men ligeså snart at føllet holdt op med at patte, blev hoppen gal på føllet. Efter et par forsøg valgte måtte familien opgive og konstatere at det aldrig ville blive helt godt, men de var ikke i tvivl om at den mængde mælk som føllet havde nået at få, var redningen for føllet som nægtede at indtage mælkeerstatning.

Gode råd var dyre og Anne-Mette tog kontakt til en af de andre henvendelser som hun havde fået, med en DV-hoppe der sidste år havde haft føl. Hoppen blev kørt til Graastengaard, hvor dyrlægen sprøjtede hoppen med hormoner og lavede det man kalder en kunstig fødsel. 

– Efter 15 minutter begyndte hoppen at svede og blive utilpas som om den skulle fole og sveden tørrede vi af på føllet. Pludselig vrinskede hoppen efter føllet også vidste vi var at det var lykkedes, fortæller Anne-Mette med glæde i stemmen. Den 20-årige hoppe har ikke helt mælk nok, så hingsteføllet bliver suppleret med erstatning, men vi har verdens gladeste føl som er rigtig glad for sin nye mor. 

Copyright Ridehesten.com
Det endnu unavngiven hingsteføl er blevet særdeles glad for sin nye mor. Foto: Privat

Man skal ikke undervurdere Facebook
Der er ingen tvivl om at det er enhvers avlers værste mareridt at stå i en lignende situation, men Anne-Mette og hendes forældre er så taknemmelige over al den hjælp de har fået i forløbet. 

– Det er jo fantastisk at folk stoler så meget på hinanden at man vil låne en hest ud til folk man ikke kender og at man derved kan redde et lille føl. Man er helt lost når man pludselig står i den situation, så man skal virkelig ikke undervurdere hvad de sociale medier kan. Mit opslag blev delt omkring 4000 gange og jeg har måttet sige tusinde tak og nej tak til rigtig mange, men vi er bare så taknemmelig for al den hjælp vi har fået, slutter Anne-Mette.

Kristine Ulsø Olsen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Kristine Ulsø Olsen