Mathilde Miller
Som alle rigtige medlemmer af Dansk Varmblod har Flemming Schultz, Bolderslev, begyndt sin karriere som hjælper under Hingstekåringen i Herning. Flemming Schultz er født ind i en rigtig hestefamilie. Hans forældre Jørgen og Ingrid Schultz har blandt mange andre topheste leveret én af de mest markante hingste: Lucky Light. Flemming Schultz har her i 2008 25 års jubilæum som hjælper og er i mellemtiden avanceret til koordinator. Han er medlem af ledergruppen for Hingstekåringen og medlem af Herningudvalget, og han har selv hest med. Som medlem af Herningudvalget er han med til at planlægge samtlige aktiviteter i forbindelse med afviklingen af dette kæmpearrangement, som også omfatter fordelingen af arbejdet for 110 frivillige hjælpere. Alle aktiviteter er planlagt helt ned i detaljen. Umiddelbart efter Hingstekåringen 2008 træder Herningudvalget sammen og påbegynder planlægningen af begivenheden i 2009. Ledergruppen består af fem medlemmer: Bjarne Johansen, Christian Holm, Anny Roed, Jeppe Lauridsen og Flemming Schultz. Fire mænd og én kvinde har ansvaret for den totale praktiske afvikling lige fra modtagelsen af hestene over løsspringning til afviklingen af to gallashows og tre specialarrangementer. Ledergruppen og Herningudvalget har haft en ikke ringe indflydelse på udviklingen af Hingstekåringen til det kæmpearrangement, den er blevet til. Sidste skridt i udviklingen er tilføjelsen af den nye kæmpehal, kaldet hal M. - Jeg har været overalt i Europa, hvor der sker noget med heste. Og jeg kan roligt sige, at der ikke findes noget hestearrangement, som i mangfoldighed og kvalitet kan måle sig med Dansk Varmblods Hingstekåring i Herning. Det synes jeg, vi skal være glade for og måske skulle alle medlemmer glæde sig lidt mere over de opnåede resultater. Vi er et lille land og et lille avlsforbund sammenlignet med vore konkurrenter i Europa, men vi klarer os blandt de bedste og vi har et unikt hestearrangement. Det bør vi være stolte af og glade for, slutter en glad 25-års jubilar.