En fyrstelig forelskelse

18-03-2016 16:26

Da den tyske ridekunstner Anne Krüger optrådte med hest, hunde og geder i Dansk Varmblods gallashow i 2012, mødte hun en af showets stjernestatister og forelskede sig hovedkulds

Anne Krüger har før vundet publikums hjerter ved Dansk Varmblods gallashow med sit fortryllende og smukke samspil med sine dyr, der altid omfatter heste og hunde, og nogle gange ligeledes ænder eller geder. I 2012 underholdt hun med et nummer, hvor hest, hunde og geder interagerede.

Efter to succesfulde gallashows tog Anne Krüger sig om søndagen tid til at nyde lidt dressur, og på opvarmningsbanen så hun en sortbrun hingst, hvis udstråling slog benene væk under hende. Hun fandt frem til, at hesten hed Fürstenball og rytteren Ines Westendarp.

– Jeg traf Ines i stalden efter klassen, hvor jeg fik lov at opleve Fürstenball på nært hold, og til min store begejstring levede hans indre op til hans smukke ydre. Sådan en hest måtte jeg eje, fortæller Anne Krüger.

Det skulle vise sig, at Ines og Johannes Westendarp havde flere Fürstenball-afkom hjemme i Tyskland, og at de boede i nærheden af Anne og hendes mand, så der blev udvekslet telefonnumre og lagt op til et besøg.

– Vi så først en dejlig 2-års hoppe og blev derefter præsenteret for en 1-års hingst, fortæller Anne Krügers mand, som også er med hende i Herning, og fortsætter: – Her blev min hustru fuldstændig forelsket, og vi købte Fürstenkind.

Således resulterede Anne Krügers første møde med avlshingsten Fürstenball i Herning i, at hun nu selv ejer en søn efter hingsten. Fürstenkind er nu en 5 år gammel hingst, som har en slående lighed med sin far, og han er blevet en fast del af Anne Krügers show og kan opleves i FERD Gallashow.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner