Elitehingsten Michellino er fyldt 28 år

08-04-2019 10:34

I smukt forårsvejr blev Michellinos 28-års fødselsdag fejret på Østergaard ved Tjele med en ridetur, fødselsdagsgæster og lækre gaver

Hos Helle Stordal og Ray Harris på Østergaard ved Tjele har elitehingsten Michellino boet i en årrække, og her har han hvert år fejret sin fødselsdag med gæster og gaver - og også altid med en ridetur. Inden den store dag blev Michellino vasket og flettet, og det var Helle Stordal selv, der red Michellino i går. Han holdes dagligt i form ved foldture, gåture og små rideture.

Blandt Michellinos gæster var naturligvis Niels Grøndahl, Støvring Hingstedepot, hvor Michellino var stationeret i sine sidste aktive år som avlshingst. Der var også besøg fra Michellino sponsor,  Miljøfoder/Horselux, der gave ekstra godbidder og gulerødder.

Copyright Ridehesten.com
Helle gjorde Michellino fint i stand til den store dag. Foto: Privat.

Michellino har været en af de allerstørste producenter af Grand Prix-heste i den danske dressurhesteavl. Læs meget mere herunder i infoboksen.

Copyright Ridehesten.com
Michellino fik fødselsdagsbesøg af sin gamle samarbejdsparter, hingsteholder Niels Grøndahl. Foto: Privat.

Info

Elitehingsten Michellino

Den navnkundige elitehingst er født i Holland i 1991, blev importeret af Per Vintersbølle, Stald Birkelund i Års, og blev første gang fremstillet ved Dansk Varmblods hingstekåring i Herning for 24 år siden.

Michellino DVE 542 målte dengang blot 164 cm stg. og fik ikke desto mindre et 9-tal for type. Den udtryksfulde hingst var fra første sæson populær hos avlerne, og han har nu 1138 afkom registreret i Hestedata. Han har de sidste mange år ikke kunnet producere føl, men skal i år være far til et føl lavet med frostsæd i USA.

Michellinos første årgang født i 1995 tæller bl.a. Grand Prix-hestene Zalmiak Firfod, Mistral Højris, Milan, Mitchell Imhof og Minør. Listen af afkom i international Grand Prix er lang, og selv efter Mistral Højris er gået på pension, har der stadig været masser af Michellinoafkom i verdenseliten som fx. My Lady, Smeyers Molberg, Mira, Main Stream Hotmail, Elmegårdens Marquis, Marron, Michigan, Kjærholm's Abutsiaq m.fl. Michellino ligger nr. 15 på WBFSH's seneste verdensrangliste over de hingste, hvis afkom har indtjent flest point.

På Michellinos ældre dage flyttede han til Støvring Hingstedepot for at fortsætte sin avlstjeneste her. De seneste år har han dog ikke været frugtbar og han er derfor flyttet til Helle Stordal og Ray Harris i Tjele for at nyde sit otium i fred og ro – og naturligvis som staldens konge. Michellino og Helle tager dagligt en god tur sammen – nogle gange en spadseretur og andre gange en ridetur.

Michellino er staldens naturlige midtpunkt – som han alle dage har været – og han har altid forstået at skabe opmærksomhed omkring. I går blev han gjort fint i stand til den store dag, og det han heller ikke gå ubemærket forbi....
Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner